Nyheder fra ØkoWeb Danmark
Hvis du vil se de nyeste nyheder Klik her

 

Tirsdag d. 25. april 2000

Kl. 11.35:
Gylle på nettet
Gylle.dk er en ny internet-service om et meget udbredt og kendt gødningsmiddel. Internetsidens skabere har ikke formået at få lugten transmitteret via nettet, men mange steder vil man kunne kompensere for det ved at åbne vinduet.

Gylle-siden er en omfattende samling af dokumentation om de skadevirkninger på sundhed og miljø som svine- og gylleproduktionen skaber. Sundhedsproblemerne beskrives bl.a. gennem resumé af amerikanske undersøgelser, som ikke tidligere har været omtalt i Danmark.

Tirsdag d. 18. april 2000

EU Logo

Kl. 15.05:
EU-mærket kommer i morgen
Fra i morgen begynder det indre markeds første økologi-mærke at virke. EU's økologi-mærke må fra denne dag benyttes på vegetabilske fødevarer i unionen, og når EU-reglerne for animalske fødevarer træder i kraft fra 24. august, vil mærket også kunne benyttes på pølser og mælk.

Til hjælp for virksomheder, som skal benytte mærket har Fødevaredirektoratet i øvrigt lagt både EU-mærket og Ø-mærket ud i "repro-klare" udgave på internettet. Så nu er det slut med at ringe til alle mulige for at spørge efter et mærke og kopiere fra.

Kl. 15.10:
Teknikken har drillet
ØkoWeb'en beklager en meget ustadig opdatering på det seneste. Nogle tekniske problemer har gjort det vanskeligt at foretage opdateringerne. Vi håber at have løst problemerne, så nyhederne igen kan komme mere flydende efter påske.

Onsdag d. 12. april 2000

Kl. 10.55:
Grønt hus i det sydfynske
Antallet af økologiske og grønne "huse" stiger dag for dag. I morgen indvies Det grønne og økologiske sekretariatshus i Ollerup. Huset er et samarbejde mellem Netværket for Økologisk Folkeoplysning og Praksis og Grøn Guide i Egebjerg. Det indvies af kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen.

Netværket står iøvrigt bag et ambitiøst arrangement i Roskilde i august: ØkoTræf2000. Det skal gennem debat, musik, markeder m.v. skabe opmærksomhed om de danske Agenda 21 initiativer.

Mandag d. 10. april 2000

Kl. 11.30:
Økologer tjener mere
De økologiske landmænds indkomst stiger. Statens Jordbrugsøkonomiske Institutut har udgivet en regnskabsstatistik for økologiske landmænd, og den viser, at de økologiske landmænds driftsoverskud i gennemsnit steg med 26 procent til 286.000 kr. i 1998/99. Bedrifter som var fuldt omlagt fik den største stigning (38 procent), mens bedrifter under omlægning kun steg med 16 procent.

For malkekvægsbedrifter gælder det, at det stort set kun er de store, som har haft stigning i indkomsten. Gårde under 70 køer har næsten ikke haft stigninger.

Instituttet har iøvrigt undersøgt tre regnskabsår som alle viser, at økologiske bedrifter tjener mere end konventionelle bedrifter. Instituttet angiver økologi-tilskudet som en væsentlig årsag.

Sammendrag af rapporten kan hentes i Acrobat-format på Instituttets hjemmeside. Acrobat-læseprogrammet kan hentes hos Adobe.

Fredag d. 7. april 2000

henrik-refsgaard.jpg (2915 bytes)
Henrik
Refsgaaard

Kl. 11.50:
Endnu en øko-formand
Formands-skift er dagens orden i Økologiens Hus for tiden. I går besluttede Økologisk Landscenters bestyrelse at vælge Henrik Refsgaard som formand for centret. I dette tilfælde var valget dog ventet og næsten en formalitet. Den tidligere formand Torben Stjernholm gik efter ejet ønske, og Henrik Refsgaard var allerede konstitueret formand i en sådan grad, at mange glemte at sige "konstitueret", når de omtalte ham.

Torsdag d. 6. april 2000

Kl. 14.10:
Tal på det amerikanske marked
Ind i mellem kommer man ud for folk som tror, at statistikker om det økologiske marked og produktionsstørrelser er noget som blot kommer ned fra himlen og derfor nemt kan tælles sammen hvert år nytårsdag - om formiddagen. Men skal tallene være blot nogenlunde pålidelige kræver det omfattende undersøgelser. Det amerikanske landbrugsministeriums økonomiske forskningsinstitut, Economic Research Service (ERS), har netop udgivet endnu et bevis på dette. Sejrrigt udgav ERS for to dage siden en økologirapport, som giver et ganske godt billede af den amerikanske økologiske produktion - indtil 1997. Rapporten giver udover mange faktuelle oplysninger om arealstørrelser m.v. også en række gode links til videre søgning om amerikansk økologisk produktion.

knud-erik-sorensen.jpg (3671 bytes)
Knud Erik
Sørensen

Kl. 11.00:
Ny formand i LØJ
Knud Erik Sørensen er valgt til ny formand for Landsforeningen Økologisk Jordbrug. Knud Erik Sørensen er mælke- og ægproducent fra Thy og har drevet sin gård økologisk siden 1995. Formandsskiftet blev nødvendigt, fordi den tidligere formand, Bo Læssøe fra Svanholm, blev alvorligt syg umiddelbart efter foreningens generalforsamling i marts. Læs mere i husets pressemeddelse.

Tina Lippert
Udviklingschef Tina Lippert

I Økologiens Hus er der også sket andre fornyelser. Idet Tina Lippert er ansat som en udviklingschef i huset til at tage sig af blandt andet økonomistyring og medlemsservice. Blandt nogle økologer er Tina Lippert muligvis bedre kendt under sit mellemnavn - Fjeldgaard - idet dette var hendes efternavn, da hun i 1995 var engageret som konsulent af det daværende   Strukturdirektoratet til at udarbejde Aktionsplan (1). Hun var dengang ansat i PLS Consult. Aktuelt kommer hun fra en stilling i Odder Kommune.

Tirsdag d. 4. april 2000

Kl. 10.40:
Gensplejsning på nettet
Gendebat er navnet på en ny hjemmeside med tema omkring gensplejsning, mad og miljø. Siden indeholder bl.a. oplysninger om, hvilke produkter, som har fået markedsføringstilladelse samt et Danmarks-kort, hvor alle forsøgsmarker er angivet. Bag siden står en række miljøorganisationer, blandt andet Noah, som også er en af de organisationer, der har gennem høringssvar er gået imod godkendelse af forsøg med gensplejset majs.

Mandag d. 3. april 2000

Kl. 8.55:
Rettelse m.m.
I fredagens omtale af server-skiftet i direktorats-branchen, havde der indsneget sig en fejl. Webmasteren på Direktoratet for FødevareErhverv, Steen Rydahl, gør opmærksom på, at vi havde angivet forkert adresse for det ny direktorat. Den korrekte adresse er www.dffe.dk. Vi beklager fejlen.

Rydahl tilføjer iøvrigt, at direktoratet også kan kontaktes på den mere beskrivende adresse www.foedevareerhverv.dk. Vi overlader til den enkelte læser at vurdere, om den korte eller den beskrivende er at foretrække.

MARKEDSPLADSEN

26. april
Dyrkere af økologiske søges
Se rubrikannoncerne.

25. april
Grøn bygger og altmuligmand til leje
Se rubrikannoncerne.

21. april
Kalve købes til viderefedning
Se rubrikannoncerne.

11. april
Store flytbare hytter (til fx kalve og grise), sælges
Se rubrikannoncerne.

10. april
Gratis ferie i Sydfrankrig
Se rubrikannoncerne.

6. april
Økologiske og miljøvenlige tekstiler.
Se rubrikannoncerne.

Økologisk landbrug v. Silkeborg, til salg
Se rubrikannoncerne.

Vil du vide, hvad der er sket endnu tidligere? Så klik her