Nyheder fra ØkoWeb Danmark
Hvis du vil se de nyeste nyheder Klik her



Fredag 28. september 2001

Kl. 11.50
Økoterminalen er lukket
Økoterminalen i Tinglev har indgivet konkursbegæring og lukkede i går, skriver JydskeVestkysten. Økoterminalen har leveret økologiske fødevarer til omkring 80 kunder, heriblandt storkøkkener, kantiner og Q8-kæden, hvor 250 servicestationer siden januar har solgt ugentlige økokasser med grønsager (se tidligere omtale). Q8 ser sig nu om efter andre forhandlere. Ifølge avisen skyldes lukningen, at flere store kunder i den offentlige sektor er stoppet med at købe ind hos Økoterminalen (apropo gårsdagens nyhed). Det har ikke været muligt at træffe direktør Mikael Larsen for en kommentar.

Torsdag 27. september 2001

Kl. 15.30
Nordisk seminar om økologisk storkøkkendrift
Fødevareminister Ritt Bjerregaard har tidligere presset på for at få offentlige storkøkkener til at tage de økologiske fødevarer til sig. I morgen åbner hun et seminar, der skal sætte sving i omlægningen i alle nordiske lande. Som i Danmark er økologien også i det øvrige Norden kun kommet ind i nogle få procent af køkkenerne på sygehuse, plejehjem, højskoler, i daginstitutioner og personalekantiner. Seminaret følger en række af møder, som Storkøkkencentret og DTU har holdt i de nordiske hovedstæder, og blandt andet skal det munde ud i en nordisk model for mærkning af økologiske måltider. Seminaret har fået egen hjemmeside, hvor også programmet kan findes. Læs hele pressemeddelelsen fra Fødevaredirektoratet.
Kl. 11.55
Flere køber altid økologisk
Ifølge en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik køber nu flere familier altid - og færre familier aldrig - økologiske varer. Et repræsentativt snit af danskerne er blevet interviewet gennem de seneste fire år i serien Miljø og Energi. Svarene fra august i år melder, at 18 procent altid køber økologiske grønsager (11 procent i 2000), 29 procent altid økologiske mejeriprodukter (22 procent i 2000) og ni procent altid økokød (6 procent i 2000). I forhold til alle tidligere undersøgelser er der tale om en stigning i det økologiske forbrug. Danmarks Statistik har lagt rapporten på nettet i pdf-format.

Mandag 24. september 2001

Kl. 16.25
For godt...
Jørgen Christensen fra Lille Hallegård på Bornholm dropper sit gårdsalg af økologisk svinekød, efter Fødevaredirektoratet har trukket 120.000 støttekroner tilbage. Omlægningsstøtten kræver minimum 0,5 dyreenheder per hektar, og han giver sine dyr for god plads med kun 0,4 enheder per hektar. Jørgen Christensen har besluttet at stoppe produktionen, fordi bureaukratiet er blevet for tungt, siger han til Bornholms Radio i dag.
Kl. 16.10
Britisk biskop prædiker for økologi
Biskoppen af Lambeth, et af den engelske kirkes fremtrædende medlemmer, Richard Llewellin opfordrer alle kristne til at bakke op om økologisk landbrug, skriver netnyhedsmediet Ananova. I en nylig prædiken understregede han den enkeltes ansvar for at bruge sin indflydelse - ved at tale for de umælende dyrs vel, skrive til politikere og forhandlere, handle økologisk, melde sig ind i relevante foreninger og - ved passende lejligheder - svinge fanerne. Storbritanniens stærke økoorganisation Soil Association sætter stor pris på biskoppens ord, set i lyset af kirkens tidligere ligegyldighed over for økologiens betydning.

Knud Foldschack
Knud Foldschack

Kl. 11.40
Øllingegård anklager Arla for chikane
Selv om Arla Foods i årevis har været ved at drukne i en massiv overproduktion af økologisk mælk, nægtes en leverandør at skifte hurtigt til Øllingegård Mejeri, der har akut brug for mere økomælk, skriver Jyllandsposten i dag. Landmand Henrik Høier skal fortsætte med at levere økomælk til Arla helt frem til 1. oktober 2002, hvis ikke han vil indkassere en bøde på omkring 60.000 kroner.
Arlas regionschef Jens Bjerregaard siger, det ville ende i anarki, hvis Arla begyndte at dispensere fra vedtægterne. Bestyrelsesformand for Øllingegård Mejeri, advokat Knud Foldschack, kalder det rablende skørt:

- Arla jamrer over, at de taber penge på al den dyre økomælk, som de ikke kan sælge. Samtidig mangler vores mejeri økomælk og har brug for flere leverandører. Alligevel fastholder Arla, at deres økoleverandører skal have helt op til 16 måneders opsigelse, inden de kan få lov at levere til os. Altså er situationen lige nu den helt fantastiske, at Arla kører økomælk - som ikke kan sælges - fra Sjælland til Jylland, hvor det bliver brugt til konventionelle produkter. Samtidig må vi hente økologisk mælk på et par små mejerier i Sønderjylland og køre det til Sjælland. Det må da være en spændende sag for konkurrencemyndighederne, mener Knud Foldschack. Hvis Arla fastholder sin afgørelse, vil Øllingegård Mejeri betale bøden for Henrik Høier. 

Fredag 21. september 2001

Cheddarmus

Kl. 12.45
ØkoMælk satser på cheddarost
Det lille økologiske mejeri i Vejen
holder skruen i vandet, mens ikke mindst de 33 landmænd bag ØkoMælk med spænding afventer "dag ET": 1. oktober, hvor Arla Foods overtager mejeriets hidtil suverænt største kunde.

Trods dystre udsigter vælger ØkoMælk at se dagen som en ny start. Blandt andet går mejeriet ud i en stor ugebladskampagne i uge 43 for at promovere sin cheddarost. Sidste sommer investerede ØkoMælk i et specialanlæg til cheddarproduktion, og med godt ét år på bagen er en stor portion nu ved at være moden. Konsulent Kjartan Poulsen oplyser, at osten efterhånden har vundet indpas i de fleste detailbutikker herhjemme. Osten, der blev født i den britiske landsby Cheddar for flere hundrede år siden, er verdens mest solgte. For nylig gav ØkoMælk den sin egen danske hjemmeside.

ØkoMælk har gjort et stort benarbejde for at finde nye forhandlere, og listen vokser støt. Alligevel får mejeriet med egen jysk formulering "lidt overskud i den nærmeste fremtid" og efterlyser nye kunder også i det fjerne udland. Blandt andet arbejder mejeriet stadig med gode kontakter fra Fancy Food messen i New York for nylig. Indtil videre har ØkoMælk lavet aftaler med mindre danske mejerier, som vil aftage mælken - men til priser så lave, at det ikke er nogen langsigtet løsning.

Torsdag 20. september 2001

Kl. 13.10
Førende biologer finder Roundup i dansk grundvand
En ny undersøgelse af Danmarks førende biologer viser, at verdens mest udbredte sprøjtemiddel Roundup trænger ned i grundvandet trods fuldstændig regelret brug. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, Danmarks JordbrugsForskning og Danmarks Miljøundersøgelser kommer med de nye resultater, kort efter Miljøstyrelsen har godkendt Roundup for ti år mere. Underdirektør i Miljøstyrelsen Helge Andreassen siger til DR, at de nye fund tages med i en revurdering af Roundup omkring nytår og dermed kan få indflydelse på, om midlet fortsat skal kunne købes.

Producenten, det multinationale firma Monsanto, tager de danske biologer alvorligt, men mener at fundet af ukrudsmidlet i grundvandet skyldes kraftige regnskyl efter en tør sommer. Det ligner til forveksling en erkendelse af, at Roundup rent faktisk kan udvaskes under visse og ikke helt usædvanlige klimaforhold. Læs pressemeddelelsen fra Danmarks Jordbrugsforskning, undersøgelsesrapporten og tidligere omtale her på siden. 

Kl. 9.50
En skimmelresistent kartoffel
En lilla kartoffel fra Ungarn er måske løsningen på økologisk avls største økonomiske hindring: Kartoffelskimmel. Videnskabsmænd fra Newcastle University mener, at den østeuropæiske sort - der er så sjælden, at den ikke har noget navn - er næsten helt resistent over for skimmelsygdommen. Ifølge just-food-com betegner Professor Carlo Leifert fra det britiske universitet opdagelsen som meget vigtig for den økologiske industri, fordi den meget udbredte skimmel afholder mange landmænd fra at dyrke kartofler på grund af den høje risiko for økonomiske tab. Inden den ungarske kartoffel kan få lov at stå sin prøve på det vesteurpæiske marked, må den dog gennemgå en lang række forsøg. 

Onsdag 19. september 2001

Kl. 16.45
Alt kontraktsalg af økofoder udskudt
Det nye, helt økologiske grovvareselskab Dansk Økologisk Foder udskyder alt salg af økologisk foder på kontrakt, indtil Fødevareministeriet har sat en klar tærskelværdi for indhold af GMO i økologisk foder. Det fremgår af en nylig pressemeddelelse fra DLG, der sammen med Carl Rasmussen & Hempler står bag det nye firma (se tidligere omtale). Økologerne må modvilligt acceptere en midlertidig tærskelværdi på 0,1-0,2 procent GMO i hver råvare i økofoderet, selvom målet er et rent nul, siger Henrik Refsgaard, formand for Økologisk Landscenter, i dag til Politiken.
Kl. 10.25
ØkoWeb'ens forholdsregler mod virus
Der er i dag slået højeste storalarm verden over på grund af en ny virus, Nimda. Virus'en smitter både via e-mails og ved besøg på hjemmesider. Som næsten altid er angrebet rettet mod computergiganten Microsoft, og en ret effektiv beskyttelse kan nås ved at undgå nogle af dette firmas produkter. Også det seneste angreb er rettet mod browseren Internet Explorer og postprogrammet Outlook. Der findes gode erstatninger på markedet, som er næsten vaccineret mod den type virus. ØkoWeb'en har i årevis benyttet postprogrammet Pegasus. Det er gratis, let at benytte og mindst lige så avanceret som Outlook. Tilsvarende er browseren Netscape en udmærket erstatning for Internet Explorer. Både Pegasus og Netscape kan gratis hentes på nettet.

ØkoWeb'ens redaktion tager også en anden forholdsregel. Vi åbner aldrig vedhæftede filer på e-mails, medmindre der i selve mailen er personlig orientering om, hvad filen indeholder. Det betyder for eksempel, at pressemeddelelser i Word-format slettes ulæst, hvis de sendes uden en forklaring i selve mailteksten - uanset hvem de kommer fra. Den forholdsregel kan naturligvis ramme "uskyldige", men i enhver krig er der jo uskyldige ofre.

Tirsdag 18. september 2001

Kl. 15.45
Italien forventer firedobling af økosalg
I løbet af de næste fire år vil italienske forbrugere købe fire gange så mange økologiske fødevarer som i dag - selvom hver fjerde italiener aldrig har hørt om økologi. I dag udgør salget 0,8 procent af det totale fødevareforbrug, og forventes altså at stige til 3,3 procent. Det viser en undersøgelse af Coldiretti, en større italiensk producentforening, skriver just-food-com. Undersøgelsen forudsiger også, at 60 procent af de økologiske produkter vil blive solgt i supermarkeder, mod nu 27 procent. Ifølge artiklen ligger Italien i EU-spidsen med omkring én million hektarer økologisk dyrket jord og godt 50.000 virksomheder involveret i økologisk produktion.

Gul Kornblomst

Kl. 12.15
Nyt blandingsprodukt fra Thise
Fra starten af september har kunder i Irma og i helsekostforretninger kunnet købe Gul Kornblomst, et nyt Thise-smørprodukt blandet af rapsolie og   jerseyfløde. Mejeriet har i mange år eksporteret et blandingsprodukt á la Kærgården til England, men af almindelig fløde og solsikkeolie. Gul kornblomst, der er mere gult og smager mere af smør end Arlas version, er en følge af Thises stigende produktion af fedtfattige jerseymælksprodukter, der kun aftager en brøkdel af råmælkens naturligt forekommende fedtindhold. Salgschef Mogens Poulsen varsler i øvrigt en hel stribe nye jerseymælksprodukter i slutningen af oktober.

Kl. 12.15
To mejerister blev årets jerseybønder
På Dansk Jerseyforenings årskongres på Bornholm blev mejeribestyrer Poul Pedersen og salgschef Mogens Poulsen fra det økologiske Thise Mejeri udnævnt til Årets Jerseybønder - som en anerkendelse af deres indsats på området. Idegrundlaget for det lille nordjyske mejeri er, at "mælk er ikke bare mælk", og især når det gælder jerseymælken, har Thise forstået at udnytte dens særlige egenskaber. Det gælder alle mejeriets surmælksprodukter, en enkelt ost såvel røget som ikke-røget, og - især - den fedtfattige Jerseymælk, som nu er mejeriets største konsumprodukt med et salg tæt på det dobbelte af sødmælk. Poul Pedersen og Mogens Poulsen glæder sig over hæderen, der ud over indgraverede diplomsølvskåle også bød på slips, bøllehatte og paraplyer med jerseylogo. Mogens Poulsen har dog fået forbud af sin bestyrer mod at lægge fotoportrætterne af de prispåklædte "mejeristbønder" på hjemmesiden - så også vi må nøjes med at tænke os til synet.

Mandag 17. september 2001

Kl. 14.40
Økologien accelererer i Argentina
Antallet af økologiske landmænd i Argentina er røget kraftigt i vejret fra omkring 220 i 1995 til 1.500 i år. Samtidig er det økologisk dyrkede areal steget til omkring tre millioner hektarer fra blot 5.000 hektarer i 1993. Men som i mange østeuropæiske lande savner de hjemlige forbrugere såvel kontanter som tilstrækkelig viden om de økologiske produkters værdi. Derfor arbejder de argentinske økologer på at intensivere eksportproduktionen, skriver Planet Ark i dag. Argentina, der allerede eksporterer 90 procent af sin økologiske produktion til Europa og USA, vurderes nu til at være det samlede Amerikas største økologiske fødevareproducent.

Torsdag 13. september 2001

Kl. 13.50
Økologiske krydsermissiler?
Måske har World Trade Center ikke noget med økologi at gøre - og dog. Når alle øvrige medier lader detaljer som finanslov og trafik ligge til fordel for terror. Hvorfor så ikke ØkoWeb'en?

HÆVN og UDRYDDELSE. Er det løsningen på terror? Bombning af Libyen, Afghanistan eller Irak. Trangen til hævn er en naturlig menneskelig følelse. Men forskellen på ordentlige mennesker og en terrorist er, at terroristen giver efter for trangen. Intet kan forsvare drab på uskyldige, men terroraktionerne i USA var også hævn. Hævn for drab, sult og mangel på anerkendelse. Nogle afsporede mennesker er drevet så langt ud i hadets og hævnens vanvid, at de er villige til at bruge sig selv som levende bomber mod dem, de anser for skyldige. Men hadet bliver næppe mindre af, at man bomber dem og deres naboer. Den økologiske idé bygger på erkendelsen af, at man ikke kan udrydde "det onde" én gang for alle - hverken med kemisk krigsførelse eller krydsermissiler. Man må finde andre løsninger, hvor frustrerende de end måtte være.

Michael Borgen

Mandag 10. september 2001

Kl. 15.55
Høstmarkederne er blevet en stabil "tradition"
De økologiske høstmarkeder ser nu ud til at have udviklet sig til en tradition, hvor en nogenlunde fast publikumsskare besøger markederne år efter år. For fjerde år i træk landede besøgstallet på mellem fyrre- og halvtreds-tusind. I år blev tallet 43.000. Topscorer var igen i år Grantoftegård med 4.500 besøgende, forfulgt af blandt andet Krogerup Avlsgård og Fuglebjerggård med henholdsvis 2000 og 1800 besøgende. Det gennemsnitlige besøgstal på de 133 gårde var 323. Det er det hidtil laveste i syv år. Selv i 1997, hvor 1,4 millioner danskere valgte at se prinsesse Dianas begravelse i stedet for at gå til høstmarked, var det gennemsnitlige besøgstal højere end i år (356). Der er dog kommet flere høstmarkedsværter gennem årene, og det samlede besøgstal har i de sidste fire år været næsten konstant. Det hører også med til historien, at man i høstmarkedernes barndom var meget glad for himmelstræbende pressemeddelelser på Økologisk Landscenter og derfor næppe rundede sine besøgstal ned, når der var tvivl. Den form for bogholderi gør det jo lidt vanskeligere at slå nye rekorder i årene efter.
Kl. 11.45
Presseklip:
Støtten er spildt

Jyllands-Postens erhvervstillæg bringer i dag historien om, at millioner af støttekroner til økologisk omlægning er spildt, fordi mange mælkeproducenter kan forventes at lægge tilbage til konventionel drift, når deres bindingsperiode efter omlægningen ophører. Historien tager udgangspunkt i, at der stadig er et stort overskud af økologisk mælk samt i beregninger af forskeren Lars-Bo Jacobsen fra Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut (Omtalt på ØkoWeb'en 4. april).

Fredag 7. september 2001

Kl. 14.30
Høstmarkeder og stalddørssalg overalt i landet
I morgen starter årets høstmarkeder overalt i landet. Lørdag og søndag holder 135 økologiske gårde åbent for publikum med et meget blandet udbud af oplevelser. Samtidig offentliggøres en nyrevideret liste over stalddørssalg i Danmark. Opdateringen er sket i samarbejde mellem Økologisk Landscenter og ØkoWeb'en. Økologisk Landscenter udgiver en trykt udgave, Stalddørskataloget, som ligger til fri afhentning på alle høstmarkeder. Kataloget kan også hentes i en PDF-version her på ØkoWeb'en.

Sideløbende opdateres internetudgaver af listen, som nu ud over Stalddørslisten med geografisk opdeling af alt salg også omfatter en liste over økologiske abonnementsordninger, Abonnementslisten.dk, en liste over økologisk torvesalg, Torvelisten.dk samt en alfabetisk liste over egentlige gårdbutikker, Gaardbutiklisten.dk.

Kl. 10.40
Arlas økologiske nedtur
Op til hver fjerde af Arla Foods økologiske mælkeleverandører lægger måske tilbage til konventionel drift. Det er konsekvensen af de nye kontrakter, som Arla netop har udsendt, skriver JyllandsPosten i dag. Arlas økologiske nedtur skyldes - som omtalt i juni og juli - at nu kun en tredjedel af økomælken bliver solgt som økologisk, og derfor vil Arla have produktionen ned. Tillægget på 10 øre pr. kilo mælk, som fulgte kravet om 100 procents økofoder, falder væk med de nye kontrakter, der træder i kraft oktober 2002. Såvel i Arlas egen økologiske lejr som i ØBM er der stor utilfredshed med Arlas politik, skriver Økologisk Jordbrug i dag, også fordi det såkaldte medansvarstillæg først udløser højere pris, når mindst halvdelen af økomælken bliver udnyttet. Men Poul Smith, økologernes talsmand i Arlas Øko-Samarbejdsudvalg, mener at langt de fleste - som han selv - vil skrive under på de nye kontrakter. For hvad skal de ellers gøre? spørger han. Svaret blæser i vinden.

Torsdag 6. september 2001

Kl. 11.45
Produktion af økologisk kartoffelmel på stand-by
Historien om, at Andels-Kartoffelmelsfabrikken Sønderjylland har stoppet sin økologiske produktion, er netop løbet gennem pressen. Men faktisk allerede sidste efterår undlod den danske eneproducent af økologisk kartoffelmel at forny kontrakterne med landmændene, oplyser direktør Jens Jørgen Nielsen til ØkoWeb Danmark. I løbet af tre år har fabrikken i Toftlund via salgsafdelingen KMC i Brande kun solgt ét års produktion og har stadig to års produktion liggende på lager. Da fabrikken startede med økologien i 1998, var Petfood første kunde. Detailhandelen fulgte med tre kæder, hvoraf den ene har stoppet salget igen, og endelig kom Danisco sidste vinter som første industrielle kunde. Salget fordeler sig med en tredjedel til hver.

Bio.Siegel

Kl. 10.10
Så kom det nye tyske øko-mærke 
Den tyske forbrugerbeskyttelsesminister Renate Künast kunne i går løfte sløret for det nye statslige økologi-mærke: Bio-Siegel. Tysklands mange private kontrolsystemer havde udviklet sig så kaotisk, at en fælles privat ordning ikke var realistisk. Derfor lagde Künast planerne frem for et statsligt mærke efter dansk model på Biofach i Nürnberg i februar. Mærket skulle have været klart inden udgangen af april, men Künast kunne altså først præsentere det for pressen i Berlin i går. Hun betegnede det som et vigtigt signal for landbrugets omlægning, hvor målet er en økologisk andel på 20 procent i 2010. Bio-Siegel, der følger standarden for EU-mærket, kan benyttes frivilligt og som supplement til andre mærker. Künast tager på turné til 12-16 tyske byer i oktober for at reklamere for det nye mærke, der også er tiltænkt en bred informationskampagne næste år.

Onsdag 5. september 2001

Kl. 16.00
Ny hjemmeside om økologi
Økologiens Hus har lagt endnu en ny hjemmeside på nettet under navnet "Alt om Økologi" med information om en række områder inden for økologiens verden. Siden imødekommer et stigende behov for at kunne besvare spørgsmål fra skoleelever, studerende og forbrugere om blandt andet økologisk dyrehold og planteproduktion. Sidens webmaster er Morten Telling, der i en pressemeddelelse oplyser, at han vil bestræbe sig på at holde den nye hjemmeside i konstant udvikling.  

Henrik Kanstrup
Henrik Kanstrup

Kl. 13.20
Osteriet Hinge klar med Råmilen
14 måneder måtte det lille østjyske gårdmejeri Osteriet Hinge vente på at få lov at realisere drømmen om at levere råmælkoste af egen ubehandlet mælk til danskerne (se tidligere omtale). Så gav fødevaremyndighederne endelig en dispensation fra mælkeproduktbekendgørelsen, der ellers forbyder brug af ikke-varmebehandlet mælk til osteproduktion. Fra på mandag vil gæster på 13 restauranter landet over kunne smage på Råmilen.

- Råmilen er en fast ost, for det er ikke lykkedes os at få lov at lave bløde oste - endnu. Tingene tager tid. Vi ville gerne have leveret råmælksoste allerede sidste jul, men fik altså ikke lov at producere så meget i mejeriets første leveår. Til gengæld har kunderne stille og roligt lært os at kende, siger Evald Vestergaard, der som landmand leverer mælken til osteriet. Sortimentet spænder ellers over de varmebehandlede oste Læsø, Anholt, Thypræst, Blicher og Munkebøg foruden gammeldags kærnet smør - alle produkter, der bygger på gamle håndværkstraditioner. Når Osteriet Hinge så gerne vil lave ost af ubehandlet mælk, er det for at udnytte mælkens naturlige flora til at modne osten - og samtidig bevare både smag og kvalitet, forklarer mejeriingeniør Henrik Kanstrup.

Mandag og tirsdag bliver Råmilen lanceret i henholdsvis København og Århus. Læs eventuelt mere i pressemeddelelsen. I den kommende weekend kan man desuden besøge osteriets høstmarked.

Kl. 10.35
Nyt rent økologisk foderproduktionsselskab
Som svar på de aktuelle problemer med at holde økologisk foder fri for gensplejsede organismer blev to danske grovvareselskaber i går enige om at stifte Dansk Øko Foder A/S (DØF) - et nyt rent økologisk produktionsselskab. DØF skal fra 1. oktober varetage al økologisk foderproduktion for Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG) og Carl Rasmussen & Hempler A/S - der sammen står for i alt omkring 60 procent af Danmarks økologiske foderproduktion. Målet er at sikre det ønskede kvalitetsniveau i dansk økologisk foder.

- Hvis ikke vi gjorde det her, måtte vi gå ud af økologien, siger direktør Peter Rasmussen fra Carl Rasmussen & Hempler til ØkoWeb Danmark. At det lige blev de to selskaber forklarer han med, at de i forvejen har et samarbejde om indkøb og produktion, og at den trods alt beskedne produktion af økologisk foder i Danmark kræver samarbejde. Carl Rasmussen & Hempler bidrager med en foderfabrik i Nr. Søby på Fyn og DLG med en fabrik i Bonnet ved Lemvig. I Nr. Søby vil der blive produceret fjerkræ- og svinefoder, og i Bonnet kvægfoder, da de to fodertyper må holdes hver for sig. Produktion af fiskemelsfoder skal adskilles fra kvægfoder på grund af risikoen for smitte med kogalskab (BSE). Allerede i løbet af de nærmeste dage vil de to fabrikker blive specialiseret til ren økofoderproduktion.

Læs mere i pressemeddelelsen fra DLG.

Tirsdag 4. september 2001

Kl. 12.30
GMO-krav øger prisen på økovarer
Myndighedernes krav til rent økologisk foder uden spor af gensplejsede organismer vil ifølge danske grovvarefirmaer føre til markant højere priser på økologiske æg, mælk og kød, skriver Berlingske Tidende. Med støtte fra Landsforeningen Økologisk Jordbrug og Økologisk Landscenter kræver Plantedirektoratet, at foderbranchen hurtigst muligt kommer i gang med en GMO-fri foderproduktion med raps, soja og majs. Danmarks største grovvarefirma DLG er parat til at etablere nye anlæg kun til økofoder, men mener, det er umuligt helt at undgå GMO. Øko-organisationerne vil midlertidigt acceptere et indhold på højst 0,1-0,3 procent GMO i foderet, til de nye økofabrikker er på plads.

Mandag 3. september 2001

Torben-stjernholm.jpg (3206 bytes)
Torben Stjernholm

Kl. 14.00
Stjernholm sætter gården til salg
Økologisk Landscenters eksformand Torben Stjernholm har sat sin gård Villufgård til salg, skriver Landsbladet. Stjernholm, der gennem ni år også var formand for de økologiske og biodynamiske mælkeproducenters forening ØBM, forlod sidste år organisationsarbejdet for at prioritere gård og familieliv - men erkender nu, at det er for hårdt at arbejde ene mand på den økologiske bedrift. Han satser på en fremtid som lønmodtager - men stadig med økologien som emne.

Kl. 12.55
Fedt at være fedtfattig
De fedtfattige mælkeprodukter bliver flere. For alle youghurtprodukter i den økologiske Harmonie serie skærer Arla Foods fra denne uge fedtprocenten ned fra 3,5 til 0,5 procent - på linie med den succesrige minimælk. Arlas økologiske nyheder indgår i økologikampagnen "Det' Økologik" (se tidligere omtale), der i dag går på tv med reklamer for økologisk smør, ost og syrnede mejeriprodukter.
Kl. 9.50
Kartoffelchips - ej blot for sjov
Chlorpropham - det hedder et stof, som 30.000 tons danske kartofler til chips, pommes frites og anden industriproduktion sprøjtes med årligt for at hindre dem i at spire, oplyser Radioavisens Morgenmagasin på P1's nye morgenflade. Stoffet, der er kræftfremkaldende og har vist sig at skade blandt andet lever og nyrer på forsøgsdyr, er fundet i for eksempel pommes frites i mængder svarende til  88 procent af WHO's akutte forgiftningsgrænse for børn. De store chips-producenter KIMs, Flensted og Estrella bruger stoffet for at undgå mørke chipskartofler, men deres økologiske kolleger afviser behovet. Klaus Hyttel Thomsen fra det økologiske chips-firma Pure Chips oplever ingen problemer med at sælge chips, der er lidt mørkere. På baggrund af oplysningerne opfordrer Det Økologiske Råd miljø- og energiminister Svend Auken til at tilbagekalde den dispensation, som sidste år blev givet til at sprøjte kartofler efter høst med chlorpropham.
ØkoMælk A/S
27. september
* Smågrisenotering stiger
Noteringerne
* Landbrug i Vendsyssel sælges
* Kviekalve sælges
* Økologisk oksekød
Rubrikannoncerne

26. september
* Vestjysk fritidslandbrug sælges
Rubrikannoncerne
* Friland Foods markedstillæg faldet
Noteringerne

25. september
* Kælve- og løbekvier sælges
Rubrikannoncerne

24. september
* Italien: 10.000 frosne kyllinger & 200 kg blomkål sælges
* Danske varer søges til Canada
Udlandskontakter
* Juletræer og pyntegrønt
* Dexterdyr sælges
Rubrikannoncerne

21. september
* Omlægningskorn sælges
* Hø og halm søges
Rubrikannoncerne

20. september
* Frugt og grønsager, import/eksport mm.
Udlandskontakter
* Jersey klappe/malke ko
Rubrikannoncerne

19. september
* Kløvergræsensilage
* Finuldsfår sælges
* Lammekød sælges
* Islænderhest sælges
Rubrikannoncerne

18. september
* Tunneldrivhuse sælges
* Kalkunbryst sælges
* Juletræer på rod sælges
Rubrikannoncerne

17. september
* Økologiske fødevarer fra Argentina
* SKAL-certificeret eksport fra Indien
Udlandskontakter
* Spelt sælges
* Kalvekød sælges i Nordsjælland/København
* Julegæs og ænder
Rubrikannoncerne
* Smågrise stiger 9 kroner
Noteringerne

13. september
* Webredaktør søges
Rubrikannoncerne

10. september
* Grønpiller sælges
Rubrikannoncerne

7. september
* Juletræer sælges
* Nedlagt landejendom til salg
* Æbler søges
Rubrikannoncerne

6. september
* Smågrise falder igen 7 kroner
Noteringerne

5. september
* Kælvekvier sælges
* Omlægningskorn (byg) til salg
Rubrikannoncerne

4. september
* Havrehalm til salg
Rubrikannoncerne

Se ældre nyheder og annoncer i ØkoWeb'ens nyhedsarkiv