Nyheder fra ØkoWeb Danmark
Hvis du vil se de nyeste nyheder Klik her

18. dec. 1996 NetAvisen Økologisk Jordbrug skriver i denne uge, at økologisk mad bliver de eneste fødevarer, hvor forbrugerne kan være sikre på, at de ikke er produceret af gensplejsede produkter. Men også her er der undtagelser. Tilsætningsstoffer produceret af gensplejsede organismer skal nemlig ikke mærkes, og derfor kan de lande i de økologiske varer.
16. dec. 1996 IFOAM'98 i Buenos Aires, Argentina, er den næste store videnskablige IFOAM-konference efter sommerens IFOAM'96 i København. Konferencens hjemmeside er netop blevet opdateret med de temaer, konferencen ventes at indeholde. Herudover ser det ud til, at arrangørerne har planer om at gennemføre en gentagelse af Den Økologiske Verdensudstilling på Holmen. For dem, der er gode til spansk kan vi iøvrigt glæde med, at hjemmesiden nu også findes i en spansk version
13. dec. 1996
Juleservice
Juleservice - med online-bestilling af juleænder og marcipan - er lukket for i år. Årsagen er, at vi ikke længere kan love, at kunderne får deres varer inden jul. Men på jule-siden kan du fortsat finde henvisninger til leverandørerne, og på deres hjemmesider kan du finde lister over deres forhandlere rundt i landet. Så det er stadig ikke umuligt at finde en økologisk juleand eller et juletræ.
Vi arbejder på at etablere en juleservice igen næste år. God jul!

Økologisk Landscenter har udsendt en pressemeddelelse om økologisk oksekød. Centret fremfører, at detailhandelen kunne gøre meget mere ud af salget. Samtidig nævnes det, at det er forbudt at bruge gensplejsede organismer i økologisk produktion. Derfor giver Ø-mærket samtidig forbrugerne en garanti mod gensplejset mad.

Iøvrigt er blokaden af Soya-skibet i Århus Havn nu brudt. Men der holdes i morgen en demonstration om emnet. Nærmere oplysninger er lagt ind på arrangementslisten.
12. dec. 1996
kl. 23.45
Gensplejsede SOYA-bønner er et varmt emne i denne tid. For mange økologisk interesserede er sagen både principiel og konkret. Det konkrete er blandt andet, at en af det økologiske jordbrugs arvefjender, Monzanto, nu forsøger at bruge gensplejsning for at sælge endnu mere af deres sprøjtemiddel Roundup. Hvis du gerne vil høre Monzantos egen udlægning, kan du slå op på firmaets farverige hjemmeside. Firmaet har oprettet en glansbilled-agtig specialside om sit forhold til miljøet, men hvis du helst vil gå direkte til kernen, kan du slå direkte op på deres seneste opdatering om gensplejsede soyabønner. Her slår de blandt andet fast, at myndigheder i USA, Japan, Canada, Sydamerika og Den Europæiske Union, ikke har fundet grund til kræve nogen form for adskillelse fra andre soyabønner.

Iøvrigt har firmaet oprettet et helt domæne på Internettet, der udelukkende er viet til Roundups ære. Hovedsiden på http://www.roundup.com er knap så glamourøs, som firmaets miljøside. Men til gengæld er der en formular, så der er mulighed for at sende spørgsmål om produktet. Det kunne jo være, at der er nogen, der har noget at være i tvivl om??

Uden at der her skal tages stilling i den aktuelle konflikt, kan vi da godt informere om, at der telefonisk og på anden vis verserer en "lad-gå-videre-besked", i økologiske kredse i nat. Beskeden går naturligvis på, at nattevagterne på Århus Havn godt kunne tænke sig en pause en gang i mellem. Der reklameres med, at stemningen er venlig i forhold til både politi og havnepersonale. Det skal vist forstås sådan, at folk, der vil slås med politiet, anbefales at tage et andet sted hen.
Onsdag
11. dec. 1996
Harmonie oplyser på sine nyhedssider, at Harmonie-smør i fremtiden vil blive solgt i bægre istedet for i folie. Herudover fortælles om Harmonies markante placering på udstillingen Jul i Teletariet i Ridehuset i Århus. Udstillingen viser blandt andet filmklip og rekvisitter fra samtige danske tv-julekalendere, herunder klassikere som Magnus Tagmus og Ingrid og Lillebror. Bamses Hus er også med. I udstillingen er der lagt vægt på økologi og miljø, og MD Foods har valgt at alle forfriskninger skal være økologiske.

Teletariet har oprettet hjemmesider fra udstillingen. Udstillingen er i øvrigt designet af Niels Peter Flint, manden der også er kendt for den miljøvenlige Flint Internet Store.

Mens vi er ved julen, så har webmasteren fra Den Økologiske Verdensudstilling Rolf V. Østergaard i sommer oprettet The Seriøse Gløgg-page, hvor du kan se hans bud på god økologisk gløgg. Han opfordrer iøvrigt til, at andre sender opskrifter ind. Der er ikke nævnt noget om, at gløggen skal være økologisk, men det turde vist være underforstået, når opskrifterne kommer fra en repræsentant for Østergaard-familien.

Et sidste juletip er, at ØkoWeb'ens juleservice er meget tæt på en lukning (i dag eller i morgen). Du skal derfor skynde dig meget, hvis du skal redde dig et stykke online- marcipan. Men siderne vil fortsat rumme henvisninger til, hvor du kan købe varerne udenfor Cyberspace.
10. dec. 1996 Roundup - det såkaldt miljøvenlige middel, som man gensplejser sig til at bruge - er nu også fundet i tysk grundvand. Det kan du læse om i denne uges nyheder fra NetAvisen Økologisk Jordbrug, der også oplyser, at Greenpeace vil aktionere, når de første gensplejsede soyabønner kommer til Århus på fredag.
5. dec. 1996 dannebrogFødselsdag. Det er i dag præcis et år siden, at ØkoWeb Danmark offentliggjorde de første sider i Cyberspace. Generalprøven foregik på en anden adresse end den nuværende, idet adressen ecoweb.dk først var klar fra marts i år. Siden starten er menusystemet vokset næsten uafbrudt, og der er kommet stadig flere samarbejdspartnere til. Således viser den første statistik fra marts, at der dagligt blev hentet 143 filer på domænet ecoweb.dk, mens den seneste statistik fra november viser, at tallet nu er 1176 filer i døgnet, svarende til 4,5 megabyte.

Antallet af forskellige computere (Uniq Client Domains), der i løbet af en måned er koblet op på ØkoWeb'en, er steget fra 215 i marts til 2743 forskellige maskiner i november.
Onsdag
4. dec. 1996
Miljø- og Energikontorerne rundt om i landet har en samlet hjemmeside, som bliver stadig mere udbygget. Her kan du blandt andet finde det kontor, der ligger nærmest din bopæl, og du kan finde en stigende informations-mængde om miljø- og energi til husbehov.

Du kan finde link til denne side fra listen over informationscentre. Listen er nu delt op tre grupper: "Økologiske informationscentre", "Anden miljøinformation" samt "Anden landbrugs- og fødevareinformation". Der er nu også oprettet link til Pl@nteInfo, og listen vil snart blive yderligere udbygget.
3. dec. 1996 Økologisk hundemad får ikke lov at bruge Ø-mærket. Det har Det Økologiske Jordbrugsråd bestemt. Det - og meget andet - kan du læse om i denne uges nyheder fra NetAvisen Økologisk Jordbrug.
2. dec. 1996 Som varslet i sidste uge, stiger Lystgårdens priser på juleænder- gæs og kalkuner i dag. Du kan se priserne på juleservicens bestillings-side. Priserne stiger dog lidt mindre drastisk, end det kunne tage sig ud, idet al forsendelse og gebyrer nu er indregnet i prisen. Som en hjælp for dig, der foretrækker at købe din and hos en rigtig forhandler, har Lystgården nu lagt en sin forhandlerliste på nettet.