Nyhedsarkivet på ØkoWeb Danmark
Hvis du vil se de nyeste nyheder Klik her

Torsdag d. 31. juli 1997

Kl. 12.05: Blågårds Plads i København bliver de næste otte lørdage omdannet til en økologisk torveplads. Der er bliver stader med økologiske fødevarer og andre miljøvenlige produkter. Der vil være kaffebod, informationsstader og helstegt lam. Der er tale om et forsøgsprojekt sat igang af en række institutioner og virksomheder, og hvis det bliver en succes, er der mulighed for, at det forsætter.

De økologiske torvedage er sat på Arrangementslisten, første torvedag holdes i overmorgen.

Onsdag d. 30. juli 1997

Kl. 12.05: Nu kan du se, hvor du kan købe vin, produceret af økologiske vinbønder. På markedspladsen er der oprettet en liste over forhandlere. Nogle er blot grossister, men der er også detailforhandlere, blandt andet Godsets Vin, som endda tager imod online-bestillinger via nettet.

Økologisk vin er iøvrigt et vanskeligt område. Man kan faktisk diskutere, om der overhovedet er noget, som hedder økologisk vin. Årsagen er, at vin-reglerne støder imod nogle af de økologiske regler. De klassiske vin-regler kræver, at man tilsætter forskellige stoffer (bl.a. svovl), under produktionen, og den økologiske EU-forordning forbyder de samme stoffer. Her stod EU-landene virkelig i et problem! Og de valgte simpelthen at fjerne vin fra listen over økologiske produkter. Derfor kan vin ikke Ø-mærkes.

Men vinen findes, og der er jo faktisk landmænd som dyrker økologiske vindruer. Og derfor kan man købe "Vin produceret af økologiske druer". Om den er økologisk eller ej, er der vist ikke rigtig nogen, der helt kan give et endeligt svar på.

Kl. 20.50: Interessen for at gå til møder her i sommer er lille. Andelsselskabet EVA's seminar med emnet "Gør grænser en forskel?" er aflyst.

Det skulle have været holdt den 8.-10. august, men er nu slettet af arrangementskalenderen.

Mandag d. 28. juli 1997

Kl. 00.15: Mejetærskerne skaber køer overalt på vejene: Et sikkert tegn på, at høsten faktisk er igang. Og når den er slut, kan man gå til høstmarked på de økologiske gårde. Et rekord stort antal økologer - over 70 - åbner deres gårde den første weekend i september. Og der bliver mulighed for at se lidt af hvert, blandt andet miljøkommissærens æbleplantage og en økologisk bison-farm.

Find den gård du vil besøge ved at kigge på listen over høstmarkeder. Der er link til den fra Arrangementslisten.


Torsdag d. 24. juli 1997


Kl. 12.30: Selv om temperaturen stadig er høj, er sommerferien ved at at være slut for mange mennesker. Også på den økologiske del af internettet har der været stille. Både læsere og udgivere har foretrukket andre gøremål end at svede foran en PC. Vi ser dog frem til, at modemerne snart begynder at snurre igen.

NetAvisen Økologisk Jordbrug, som har haft en særlig lang pause, er nu på banen igen. Men redaktionen har erkendt, at en ugentlig gratis-avis er for stor en opgave for et lille blad. Derfor vil NetAvisen i fremtiden komme hver anden uge. Dog kan der komme ekstra-udgaver, når der sker noget særligt.

Du vil som altid på denne side få besked, når avisen udkommer.


Mandag d. 14. juli 1997


Kl. 13.05: Økologisk Landscenters liste over økologiske gårdbutikker blev opdateret for kort tid siden. Det fik naturligvis en masse mennesker til at undersøge, om deres gård nu også var omtalt korrekt, og alle disse yderligere rettelser er nu ført ind. Så nu er listen mere korrekt end nogensinde. Bemærk iøvrigt, at det er gratis at komme med på listen. Man skal blot henvende sig til Økologisk Landscenter og give de nødvendige oplysninger. På nettet opdateres listen, når der er tilstrækkeligt med rettelser til at begrunde det.

Torsdag d. 10. juli 1997


Kl. 13.35: Grønt Marked er en årlig begivenhed i Den Økologiske Have i Odder. Der er nu oprettet en speciel side med oplysninger om markedet. Link til siden, kan du finde både fra ØkoWeb'ens arrangementsliste og fra havens egen liste over arrangementer i haven. Kl. 11.05: Juli-noteringerne for økologiske landbrugsprodukter er opdateret i dag. Der er altid link til noteringerne fra Markedspladsen

Onsdag d. 9. juli 1997


Kl. 12.25: ØkoWeb'en har været lukket i formiddag på grund af nogle tekniske ændringer. Alt skulle være klar igen.

Herudover har flere gjort opmærksom på, at vi har skrevet juni i stedet for juli i denne måneds opdateringer. Vi beklager. Selv om opdateringerne kommer langsomt her i sommerheden, så går der dog ikke måneder imellem.

Mandag d. 7. juli 1997


Kl. 17.55: Danmarks Aktive Forbrugere (DAF) har udvidet deres hjemmeside med mere information om deres aktiviteter. I øvrigt har foreningen - midt i disse dages bagende sol - sat gang i en meget vanskelig opgave: En boykot-kampagne mod Frisko Is. Foreningen mener, at isvirksomheden fører en misvisende markedsføring med vægt på fløde, hvor isen i virkeligheden kun indeholder gammelt smør.

I samme anledning er Markedspladsens liste over leverandører af økologisk is blevet opdateret. Frisko Is optræder ikke på den.

Onsdag d. 5. juli 1997


Kl. 12.00: Efter skoleferien bliver der drukket mere økologisk mælk. 25 procent af de skoleelever, som er tilmeldt Mejeriernes Skolemælksordning, har valgt, at mælken skal være økologisk. På Harmonies nyt-side kan du læse mere om stigningen i det økologiske skolemælkssalg. Her kan du også læse, at Harmonie nu har en markedsandel på 70 procent af de økologiske mælkeprodukter.
Iøvrigt er Harmonies Projekt Ørn nu slut. Hvert solgt Harmonie-produkt har givet 5 øre til indsamlingen, som ialt modtog 555.316 kroner til bevarelsen af den danske ørnebestand.

Onsdag d. 2. juli 1997


mågepalmetræfrø i liggestol Kl. 11.00: Så er der sjov i gaden for dem, der gerne vil se internettet udnyttet til det yderste. Ecovision er lavet af en organisation som kalder sig Save our Wetlands, men den er givet også lavet af folk med interesse for fremtidens multimediesamfund. Hvis du skal have glæde af den, bør du nok tilslutte alt, hvad du kan finde af lydkort, video-drivere m.m. Men så er det også sjovt. Og naturligvis har de indrettet et særligt webområde med navnet Cousteau Bay.

Tirsdag d. 1. juli 1997


Kl. 11.20: For den som vil holde sig orienteret om handelen med økologiske fødevarer, er der en god chance til september. IFOAM holder handelskonference om emnet, og der er netop lagt en ny beskrivelse af konferencen på nettet. IFOAM holder konferencer hvert år. Det er på skift en videnskabelig konference og en handelskonference. Den videnskabelige konference var som bekendt i København i sidste år, og om tre månder kommer så handelskonferencen, som finder sted i Oxford. Kl. 11.50: Er høhøsten slået fejl? Så der er der mulighed for at købe 15 tons hos Stenhøjgård. Kig under rubrik-annoncer på Markedspladsen.

Vil du vide, hvad der er sket endnu tidligere? Så klik her