Nyheder fra ØkoWeb Danmark

Hvis du vil se de nyeste nyheder Klik her
Tidligere opdateringer

Aktuel økologi

ØkoWeb DK

Torsdag  d.  22. oktober 1998

Kl. 13.20: NYT: EU-mærket er på vej
Års venten nærmer sig nu afslutningen. EU-kommissionen er kommet med en række forslag til det fælles økologiske mærke for EU-landene. Mærket er designet med tanke på, at det skal falde ind serien af mærker som også bruges i forbindelse med beskyttelse af geografiske- og oprindelsesbetegnelser. Det endelige mærke er endnu ikke fastlagt, men kommisssionen har lagt følgende mærker ud til offentlig høring blandt myndigheder og interesse-organisationer:
EU-bd12b.gif (6931 bytes) EU-bd13b.gif (4202 bytes) EU-bd2b.gif (5924 bytes)
EU-bob.gif (4190 bytes) EU-bpb.gif (5802 bytes)  

Det kan måske være vanskeligt at læse på skærmbilledet, men teksten i toppen af mærket er: "Økologisk Jordbrug". Sproget afhænger naturligvis af, i hvilket landet det benyttes.

For god ordens skyld skal det understreges, at ØkoWeb Danmark står for den tekniske udgave af ovenstående eksempler. Hverken kommissionen eller danske myndigheder har ansvar for den måde de fremtræder på her.

Onsdag  d.  21. oktober 1998

Kl. 9.25: Stiftelse af økologisk planteavlsbranche
Da begivenheden er kommet sent på kalenderen, er det måske på sin plads at gøre ekstra opmærksom på den stiftende generalforsamling i en ny økologisk planteavlsbranche. Mødet finder sted i morgen i Vejle.

Mandag  d.  19. oktober 1998

Kl. 16.05: Ny mammutbog er snart klar
Kjeld Hansen, berømt og berygtet miljøforfatter, varsler på sit firma BæreDygtigheds nyhedsside, at hans næste mammutbog - Gyldendals Grønne Forbrugerleksikon - kommer på markedet d. 20. november. Der er udsigt til, at bogen får egen webside med løbende opdatering af den 400 sider store "mursten". Kendere af hans arbejdsiver, vil ikke undre sig over, at han allerede er i fuld gang med nye opgaver, herunder ikke mindst en opdatering af Den Grønne Telefonnøgle, som også ventes færdig i løbet af få måneder.

Kl. 14.15: Opdatering af kalenderen
Arrangements-kalenderen
er opdateret. Bl.a. med et konference i november om mad til milliarder på Christiansborg afholdt af en lang række miljø- og udviklingsorganisationer.
Kl. 10.40: Opdatering af kontrol-liste
Listen over IFOAM-akkrediterede kontrol-organer er opdateret.

IFOAM har oprettet akkrediteringsprogrammet for at gøre det lettere at handle med økologiske varer over grænserne. Kontrolorganerne definerer hvilke regler, de kontrollerer efter, så importørerne har større klarhed over, hvilken vare, de køber.

Kl. 10.40: Miljø-postordre for børn
Kraka Naturvarer er en lille personlig virksomhed, som har koncentreret sig om miljøvenlige produkter til børn, bl.a. farver, legetøj og bøger om økologi. Produkterne har primært været leveret til daginstitutioner, men er sælges også via postordre til private. Ejeren - Astrid Brandt - har nu oprettet en hjemmeside, hvor man kan læse mere om baggrunden og udvalget af produkter. Der er link til virksomheden via Markedspladsen.

Onsdag  d.  14. oktober 1998

Kl. 15.55: Ny formand for de praktiske økologer
Danmarks medlemsmæssigt største økologiske forening, Landsforeningen Praktisk Økologi, fik ny formand på deres nyligt afholdte årsmøde. Det blev den 24-årige Mads Haugaard Jordansen. Trods sin unge alder, har han vist sig som en stærkt engageret organisationsmand, som bl.a. har været foreningens næstformand i de sidste to år. Han er aktiv indenfor IFOAM-arbejde og været i styringsgruppen for Den Økologiske Have. Mads H. Jordansen er uddannet planteskolegartner men læser nu jura på Aarhus Universitet. Ny i bestyrelsen blev også blev kogebogsforfatteren Anne Larsen, 43 år.
Kl. 15.05: Rådgivning på nettet
Listen over økologiske landbrugskonsulenter er fjernet fra nettet. Sektion for Økologi på Landbrugets Rådgivningscenter som hidtil har stået for denne liste har opgivet at holde den opdateret, idet konsulenterne kommer og går. Sektionen planlægger at lave en linkliste over rådgivningscentre i stedet. Da dette ikke er etableret endnu, har ØkoWeb Danmark nu oprettet en side med links til rådgivningscentre. Den omfatter dog foreløbig kun to: Sektion for Økologi samt DSH-Faglige Center i Sønderjylland, som er meget aktiv på det økologiske område. Ikke mindst indenfor økologisk svineproduktion, hvor centret også er involveret i afsætningsinitiativer.
Kl. 15.40: Link til pengekassen
Og så burde det vist lige nævnes, at der endelig er oprettet et link til Strukturdirektoratet. Disse kontorer - med det måske lidt anonyme navn - har overordentlig stor betydning for dansk økologisk landbrug. Blandt andet fordi de sidder på pengekassen i mange landbrugs- og fødevaresammenhænge.

Så det link skal der nok blive brug for en gang i mellem.

Tirsdag  d.  13. oktober 1998

Kl. 14.25: Stor øko-konference i november
I november bliver Vingstedcentret fyldt med økologisk interesserede mennesker. Økologisk Konference 1998 er den ubeskedne titel på en konference som kommer til at omfatte både handels- og landbrugs-emner. Konferencen holdes i samarbejde mellem Sektion for Økologi på Landbrugets Rådgivningscenter og Vesteregnens Erhvervsknudepunkt, som bl.a. står for projektet Sønderjylland som Økologisk Forsøgsområde. Hele programmet ligger på nettet, hvor man også kan tilmelde sig konferencen online.

Torsdag  d. 1. oktober 1998

Kl. 15.05: Urtekram på nettet
En af de ældste og absolut kendteste økologiske virksomheder - Urtekram - er nu kommet på nettet. Det er en stærkt import/eksport orienteret virksomhed, og derfor er hjemmesiden også fortrinsvis på engelsk. Urtekram har sandsynligvis Danmarks mest omfattende økologiske sortiment, men hele sortimentet står endnu ikke til skue på nettet. Man får dog alligevel et udmærket indblik den blandede landhandel, som virksomheden i Mariager er.

 


Vil du vide, hvad der er sket endnu tidligere? Så klik her