ØkoWeb Danmark
Nyt fra den økologiske verden
På dansk:
Aakjærs tale
Øko-nyt
Andre artikler

In English:
Eco-news
Marketplace

 

Succes og succeskriteriet for det økologiske

Tale af Jan Holm Ingemann
- lektor, Ph.D., Agricultural Economics, Aalborg Universitet  
ingeman@socsci.auc.dk -
holdt ved LØJ's generalforsamling i Århus, 4. marts 2001

Jan Ingemann

Der var gods i Aakjær!

(Jan Ingemann indledte sit foredrag med en genfortælling af Jeppe Aakjærs foredrag holdt ved et husmandsmøde i Århus 1916. Derpå trak han linierne op til i dag, 95 år senere, set . Følgende er den tekst, Ingemann havde med på talerstolen, men for en ordens skyld skal det siges, at han ikke fulgte den slavisk...)

Egentlig kunne jeg slutte her med at spørge, om ikke den økologiske bevægelse på samme måde som husmændene er blevet transporteret baglæns på storbøndernes vogn ind i Landbrugsrådet og Arla Foods for at sidde med ved bordet og få lov til at lave en homogeniseret minimælk med tilføjelsen: "Naturligvis økologisk". Og afslutningsvis spørge, om ikke de økologiske landbrugere må forventes enten af skifte navnet ud til "Danske minimal-landbrugere" om et par årtier eller omdefinere begrebet "økologisk landbrug" til ligegyldighed? Men jeg vælger at følge disse indspark fra Jeppe Aakjær op med nogle bemærkninger, som jeg stort set selv har fundet på.

Jeg er blevet bedt om at lægge op til debat om succes og succeskriterier for økologisk vækst. Alene overskriften "succeskriterier for økologisk vækst" må give anledning til nærmere eftertanke. For når arrangørerne anfører "økologisk vækst", så mener de vist vækst i antallet af ø-mærkede landmænd og vækst i antallet af ø-mærkede fødevarer (produkter). Som økonom har jeg ingen problemer med begrebet "vækst", men begrebet "økologisk vækst" forstår jeg ikke - i alle tilfælde ikke, hvis man kobler det på Ø-mærker og omsætningskroner, for så giver det ikke megen mening.

Økologi er jo læren om naturens husholdning. Et økologisk landbrug, bliver derfor et landbrug, hvor teknologien indrettes og udvikles i respekt for de biologiske mekanismer, der er gældende for naturens husholdning. Og økologiske fødevarer bliver udtryk for en teknologi, hvor primærproduktion, forarbejdning, distribution og forbrug indrettes og udvikles i respekt for de biologiske mekanismer, der er gældende for naturens husholdning. Hermed forholder teknologien sig i sin målsætning om bæredygtighed til hele kæden fra jord til bord og retur. Og et økologisk samfund må derfor være et samfund, hvor hele teknologisystemet og de samfundsmæssige rammer indrettes og udvikles i respekt for naturens husholdning. Økologisk vækst må derfor være et spørgsmål om, at ideen og forståelsen for den økologiske nødvendighed bliver bredt ud til hele samfundet - og det er så ikke kun hele det danske, men hele det globale samfund.

Lad mig dernæst - i dette perspektiv - begynde at spørge, hvad succeskriteriet var, er og bliver for den økologiske bevægelse - for det er vel bevægelsen og dens idé vi er samlet om?

Lad mig for en kort bemærkning kaste blikket to-tre årtier tilbage for at få fat i starten og dens bevæggrunde.

I 1970'erne og 80'erne kastede nogle græsrødder sig ud i et ambitiøst projekt - nemlig at udvikle bæredygtige teknologier primært med afsæt i vedvarende energi og økologisk eller biodynamisk landbrug. I bedste fald blev disse mennesker af omgivelserne betragtet som harmløse flippere, som man ikke skulle tage alvorligt. Deres eksperimenter blev gennemført uden økonomisk støtte fra staten eller etablerede virksomheder og uden faglig støtte fra de forsknings- og udviklingsinstitutioner, som I i dag - mine ærede tilhørere - falder på maven for.

Græsrodspionererne tog livtag med gulerødder og løbske vindmøllevinger i deres baghaver. Selv om græsrødderne blev mødt med hovedrysten og ikke fik opbakning fra de samfundsmæssige omgivelser, så blev eksperimenterne alligevel udført - også på samfundets vegne. Der var gennemgående ikke tale om at melde sig ud af samfundet for at konstruere sin egen lille bæredygtige ø, men om gennem eksperimenterne at finde og formidle samfundsnyttig viden, der kunne anvise veje frem mod bæredygtig udvikling. Og realiteten blev samfundsnyttig: Der blev anvist nye muligheder, som det etablerede samfund ikke troede - eller ville tro - var mulige, og de nye teknologier gav anledning til store samfundsmæssige gevinster. De alternative ideer var faktisk både mere fornuftige og mere profitable, end de etablerede. Det er en vigtig lære!

Lad mig så en stund afgrænse mig til det økologiske landbrug. Perspektivet og målet stod ganske klart i pionerfasen: nemlig at udvikle en bæredygtig teknologi til produktion, forarbejdning, distribution og forbrug af fødevarer - altså et bæredygtigt system fra jord til bord og retur, sat ind i en ramme, hvor hele samfundet var bæredygtigt. Det indebar, at man ikke kun forholdt sig til sin egen lille bedrift, men forholdt sig til hele produktkæden og hele samfundet med det specifikke mål at gøre det bæredygtigt. Midlet var økologi. Og her kan det ikke understreges ofte nok, at økologi ikke er en bestemt type landbrug eller en gris, der har fået smækket et rødt, statsligt mærke på koteletten. Økologi er viden om - og respekt for - naturens husholdning.

Målet er således ikke blot noget, man skal klare på den enkelte landbrugsejendom. Dermed skal det heller ikke alene betragtes som landbrugernes ansvar, men et ansvar for hele samfund.

Dernæst skal vi huske på, at både mål og middel blev formuleret på baggrund af en analyse af den hidtidige udvikling for landbruget - det økologiske landbrug var en reaktion på det effektive, industrialiserede landbrug, der på så mange felter havde spillet fallit. Lad mig blot nævne nogle enkelte:

Industrialiseringen har medført, at landbrugere og forbrugere er blevet adskilt uden mulighed for uformel dialog og indføling med hinandens tanker og handlinger og uden mulighed for gensidigt at gennemskue de økonomiske og politiske komplekser, der styrer deres liv. De er blevet fremmede for sig selv og for hinanden. Industrialiseringen har medført en adskillelse mellem landbrugerne og forarbejdningsvirksomhederne, selvom det i princippet er landbrugerne, der ejer andelsselskaberne. Det indebærer en mangelfuld gensidig forståelse og et demokratisk underskud. Industrialiseringen har medført en udpræget økonomisk sårbarhed, hvorfor mange landbrugere frygter næste termin, og frygter at banken og kreditforeningen ved tvangsauktion eller ved frivillig tvang vil sætte familien fra gården og dermed fra dens hidtidige livsform. Industrialiseringen har medført, at der ikke i dag er økonomisk grundlag for at anvende den nødvendige arbejdskraft. Det betyder, at landbrugerne let bliver menneskeligt isolerede og fysisk overbebyrdede. Industrialiseringen har medført, at samfundet både udbetaler massive tilskud og står tilbage med regningen for de miljømæssige effekter og for effekter på borgernes sundhed og livsglæde. Det er ikke kemi-industrien, der betaler for kunstig befrugtning, men derimod samfundet og dermed skatteyderne. Regningen betales også af de skatteydere, der handler økologisk og som derved har betalt for forebyggelse. Industrialiseringen har medført, at landbrugerne er blevet pålagt standardiserede bureaukratiske tøjler, der forhindrer dem i at tænke frit og handle ansvarligt.

Der var altså tale om en reaktion på det industrialiserede landbrug. Det økologiske landbrug var ikke kun landbrug, men del af en økologisk bevægelse, der handlede om at forstå helheden og realisere målet om det økologiske samfund.

Det fremgår tydeligt af IFOAMs regelgrundlag
("Basic Standards" - i Jan Ingemanns egen oversættelse:)

* At tage hensyn til de videre samfundsmæssige og økologiske effekter ved produktion og forarbejdning i det økologiske fødevaresystem.

* I størst mulige omfang at anvende fornybare ressourcer og organisere produktionen som lokale systemer.

* At forarbejde økologiske fødevarer under anvendelse af fornybare ressourcer.

* At udvikle hele produktions-, forarbejdnings- og distributionskæden sådan, at den er samfundsmæssig rimelig og økologisk ansvarlig.

Heraf fremgår det klart, at det handler om de sammenhænge, som landbrugene indgår i. Det fremgår i øvrigt også, at regelsættet må udvikle sig over tid, afhængig af viden og erfaringer. Og endelig fremgår det, at hvad der konkret er økologisk ansvarlig adfærd afhænger af de lokale omstændigheder.

Det står faktisk også rimelig klart, at målet er økologiske samfund. Og dér har vi således det helt afgørende succeskriterium: At den økologiske bevægelse formår at bidrage til økologiske samfund. Hermed bliver vækstbegrebet (økologisk vækst, som I har kaldt det i dag) kvalitativt og handler om at sprede målsætning og ide til samfundet.

I ekspansionsfasen for økologisk landbrug i Danmark er græsrodspionererne nået langt. De er det i den forstand, at antallet af Ø-mærkede landbrug og produkter er steget betragteligt, etablerede FoU institutioner, som for 20 år siden var jeres argeste modstander, beskæftiger sig nu med økologiske produktionsmetoder, og de økologiske produktionsmetoder har haft en væsentlig påvirkning af de seneste års udvikling af konventionel teknologi. Men det overordnede perspektiv, sådan som det fremgår af IFOAMs målsætning, står ikke længere så klart, og der er langt mellem successerne. Hvad hjælper det, at vi spiser økologisk tyndsteg om søndagen på Samsø, hvis studen først har fået importeret kraftfoder, dernæst er transporteret fra Samsø til Aalborg og så tilbage igen - pakket godt ind i plastik? Og man må i særdeleshed spørge, hvad søndagsstegen hjælper i CO2-regnskabet, når danskernes bilkørsel alene er steget med over 70 procent fra 1980 til 1998, og den globale ulighed fortsat er uoverskuelig? Lad mig blot nævne to tal om den globale ulighed. I industrilandene spiser gennemsnitsindbyggeren 17 gange så meget fedt og producerer 63 gange så meget CO2 som gennemsnitsindbyggeren i de fattigste lande.

Og i forlængelse af den konstatering bliver jeg nødt til at spørge: Hvad stiller vi op med vores fedt, når forbrugerne skal drikke minimælk - skal overskudsfedtet så brændes af lige som vi pt afbrænder hundredetusindevis af dyr? Det er selvfølgelig en effektiv løsning i forhold til det faldende prisniveau, men økologisk er det ikke - og så er det oven i købet uanstændigt.

Perspektivet blev glemt i ekspansionsfasen hos de økologiske landbrugere, og det gør, at jeg i dag er nødt til at stille disse kedelige spørgsmål. I jeres del af bevægelsen er man holdt op med at tænke som økologer og i stedet begyndt at tænke og handle som landmænd. Det har blandt andet medført misforstået kollegialitet. Kolleger og deres produktionsmetoder kritiserer man ikke - det er jo jagt på, og fordømmelse af, vennerne - ja, det er jo kritik af hele erhvervet, og af dem man nu sidder til bords med, hvad enten det er i Landbrugsrådet eller i et eller andet direktorat. Nu er man endelig blevet en del af det gode selskab - dermed bliver kritik også noget, der rammer en selv. Men denne indstilling betyder, at man ikke vil eller kan se nødvendigheden af at manifestere sig som det nødvendige alternativ til det industrielle landbrug. Det handler ikke om at gribe til våben og slet ikke om at dræbe. Det handler om selvagtelse nok til at turde at stå frem med afvigende holdninger, som man forhåbentlig selv tror på er et nødvendigt og konstruktivt svar på nutidens og fremtidens fordringer.

Økologisk vækst er ikke et spørgsmål om antallet af Ø-mærker eller antallet af pladser omkring mahognibordene i København og Brussel. Fokus på mærket alene og det antal gange, man kan stemple det på ryggen af en landmand og en gris, har sin pris, lige som fokus på antallet af pladser omkring det der bord. Også på disse punkter må man forholde sig kritisk - herunder selvkritisk - og holde fast i perspektivet. Og perspektivet er altså bæredygtig udvikling. Derfor må den økologiske bevægelse fortsat blandt meget andet forholde sig til, hvad der sker i produktkæden fra jord til bord og retur. Derfor må den økologiske bevægelse forholde sig til, hvad der sker i samfundet i øvrigt. Man må løbende spørge og diskutere, om udviklingen af de samfundsmæssige rammer fremmer eller hæmmer bæredygtig udvikling, og ikke blot om de fremmer eller hæmmer antallet af røde Ø-mærker. Man må forholde sig til ejerformer, koncentration, specialisering, forarbejdning, distribution og forbrug. Man må også forholde sig politisk - det vil sige til landbrugspolitikken nationalt, på EU-plan og globalt, til skatte- og afgiftspolitik, landdistriktspolitik, til monopol-politik og så videre, men også til alle de øvrige politiske områder, hvor det afgøres om samfundet bevæger sig i økologisk retning eller ej. I må forstå, at det økologiske landbrug er del af en økologisk bevægelse, og målet er det økologiske samfund.

I forlængelse heraf må man også holde fast i, at der nødvendigvis må tages hensyn til de specifikke, lokale forhold: Hvad der er bæredygtigt i eksempelvis Brasilien eller Spanien, er ikke nødvendigvis bæredygtigt i Danmark eller Holland. Det kan være som følge af klimatiske og geologiske forskelle, herunder for eksempel forskelle i biologisk omsætning og forskelle vedrørende afstrømning til vandmiljøet. Det indebærer, at vi ikke skal forhaste os i vores iver for at skabe detaljerede, fælles EU-regler - de er nødt til kun at danne en overordnet ramme - ligesom IFOAMs Basic Standards, som man så nationalt og lokalt må udfylde med, hvad der nu en gang er bæredygtigt i det pågældende område. Det indebærer også, at der er grænser for, hvor bureaukratisk økologisk landbrug kan tåle at blive, når det gælder regulering, fordi det er bureaukratiets natur at formulere og administrere regelsæt, der håndfast definerer, hvad der er korrekt adfærd i forhold til reglerne, men ikke hvad der er fornuftigt under de givne betingelser.

Målet om bæredygtighed og dets elementer kan illustreres med bæredygtighedstrappen. Vi når ikke bæredygtig udvikling på én gang, men må tage et skridt ad gangen. Men skal det give mening, må vi fastholde det samlede perspektiv og dermed det overordnede formål.

Afslutningsvis vil jeg forsøge at svare på, hvorledes vi fastholder perspektivet, og hvorledes vi kommer videre ad den vej, hvor vi med det økologiske landbrug tog det første skridt. Mit svar skal være, at vi har brug for nye pionerer. Deres opgave skal være at udføre nye eksperimenter, der viser, hvordan vi kommer et skridt videre op ad bæredygtighedstrappen. Det handler konkret om at få knyttet de nye, bæredygtige teknologier sammen og finde de samfundsmæssige strukturer og institutioner, der får dem til at fungere optimalt og os alle sammen til at handle bæredygtigt. Det handler blandt andet om eksperimenter med nye relationer mellem producenter, forarbejdningsvirksomheder og forbrugere. Derved kan vi udvikle systemer, der i højere grad baserer sig på selvregulering i netværk under hensyntagen til de lokale betingelser, fremfor den standardiserede regulering gennem bureaukratiske systemer. Herved fremmes også forståelsen for, at bæredygtighed ikke blot handler om røde Ø-mærker og er noget landmanden alene tager på sig, men noget der omhandler os alle og vores dagligdag. I den forbindelse vil nye eksperimenter også have den vigtige pædagogiske mission at vise os materielt forkælede danskere, at et bæredygtigt samfund ikke behøver være kedeligt eller farveløst. At presse den slags eksperimenter igennem lader sig næppe gøre. De bør næppe heller lokkes med omfattende subsidier. Det vi som samfund kan gøre, og det organisationer og virksomheder kan støtte op om, det er at give plads for og opmuntring til disse eksperimenter. At være med til at skabe rum, hvor der kan eksperimenteres, uden at man skal underkastes de eksisterende strukturers og institutioners snærende bånd. Det indebærer også, at vi må spørge de økologiske organisationer, om de er parate til at vise den tolerance og ydmyghed, som de selv savnede fra omgivelsernes side, dengang de var i den første pionerfase?

Hvis I tager jer selv - og den bevægelse i er del af - alvorligt, så må I erkende, at den har to missioner nu og i fremtiden:

I har en forpligtelse til at være foran. I er del af en folkelig bevægelse med økologisk sigte og må hele tiden spille en central rolle i formuleringen af de langsigtede perspektiver. I har en forpligtelse til at være bagstopper. Når en bevægelse får tilsyneladende succes, er der mange, der vil indfange og tilpasse den til egne formål: Det vil sige spænde den for egen vogn og styre den i en retning, der ikke er i overensstemmelse med det egentlige formål. Derfor må I selv holde bevægelsen på sporet og holde fast i de langsigtede perspektiver. Moralen skal være følgende: Man kan spørge, hvordan man følger med udviklingen. Man kan også spørge: hvordan sikre, at udviklingen følger med os? Det sidste giver mening, hvis vi er bevidste om målsætningen og tør vedkende os vores mellemmenneskelige ansvar og giver plads til den næste bølge af græsrodspionerer.

Og så forresten på egne - og jeg tør også godt sige på Jeppe Aakjærs - vegne: Tillykke med de 20!