Naturkosmetik og økologisk kosmetik
 
Kosmetik mærker
 
Kosmetik Forhandlere



Økologisk tøj til forfængelige kvinder:
Århus får sin første butik
med økologisk modetøj

6. september 2007


Økologisk kjole i Den Gamle By
Blå kjole designet af Palace. Her fremført i morgensol i Den Gamle By i Århus.
Foto: Palace

Økologiske tøjbutikker er oftest ensbetydende med børnetøj - eller tøj i konservative farver og design.

Det vil en ny butik i Århus imidlertid gerne bidrage til at lave om på. Ejeren Anja Dalby åbner midt i Århus Festuge butikken Palace for at sælge økologisk tøj, som hun gerne selv vil gå i.

- Jeg er selv meget økologisk orienteret, men jeg synes, der var alt for meget "fodformet" og "müsli" over det økologiske tøj, og jeg var selv for forfængelig til at gå i det, siger Anja Dalby.

Åbningen af den økologiske tøjbutik er realiseringen af en drøm. Hun færdiggjorde skrædderuddannelsen for et år siden med det ene formål at udvikle økologisk tøj. Herefter var hun medstifter af tøjbutikken Badstuegade 24, som dog nu primært arbejder med børnetøj. Nu har hun imidlertid besluttet at tage springet fuldt ud og åbne en tøjbutik for voksne modebevidste kvinder med økologiske interesser.

Økologisk Kjole v/ Palace
Foto: Palace

Butikkens navn Palace er også navnet på det tøjmærke, som hun selv designer sammen med billedkunstneren Tina Uhrskov. Tøjet henvender sig til kunder, som vil have lækkert tøj og ikke fokuserer for meget på prisen. Det sælges næsten som Haute Couture, idet hver tøj-serie oftest kun er på fem-ti eksemplarer.

Herudover forhandler butikken dog også mere standardiseret tøj som t-shirts fra Edun og jeans fra Kuyichi. Desuden har Palace forhandling af  Make Zenze, det svenske mærke Camilla Norrback, det franske mærke Veja samt tasker fra Matt & Nat. samt rockstjernen Bono og hans hustrus økologiske tøjmærke.

Anja Dalby lægger vægt på, at tøjet er både økologisk og etisk forsvarligt produceret. Tøjserien Palace sys i Danmark af SKAL-certificerede metervarer, og hun tager kun mærker ind i butikken, som lever op til hendes krav om både økologi og fair trade.

Butikken Palace har fået en heldig placering i et stadig mere økologisk økologisk forretningskvarter i Jægergårdsgade i Århus. Blandt naboerne er den økologiske frisør Haarfein og den økologiske fødevarebutik Ren Kost, mens SuperBrugsen overfor er af landets mest velassorterede økologiske supermarkeder.

Palace Design findes på adressen:

Jægergårdsgade 7, 8000 Århus C, tlf. 61 26 21 71

Økologisk kjole designet af Palace
Foto:Palace