Øko-regler for restauranter og storkøkkener:
Statoil stopper markedsføring af økologisk kaffe på grund af kontrol-krav
27. januar 2008

økologisk wienerbrød
Økologisk spandauer fra Statoil sælges med chokoladestykker - derfor er der ingen krav om kontrol.

Økologisk morgenbrød har i en periode været slagtilbud på landets 300 Statoil tankstationer.

Egentlig var det hensigten, at kunderne også skulle kunne få en kop økologisk kaffe til morgenbrødet, men den plan blev opgivet, da Statoil løb ind i nogle af de problemer, som også mange restauranter og offentlige køkkener kæmper med.

Tankstationerne har efterhånden fået et større batteri af kaffekander med forskellige typer kaffe, og det var hensigten, at én af kaffekanderne skulle reserveres til økologisk kaffe.

Det er imidlertid de ansatte på hver enkelt tankstation, som hælder ny kaffe på maskinerne, og det giver mulighed for forbytning, så kunderne ikke kan være sikker på, at kaffen faktisk er økologisk. Derfor kræver reglerne, at hver enkelt tankstation skriver den økologiske kaffe ind i sit egenkontrol-program, så det kan dokumenteres, at den købte økologiske kaffe svarer til det solgte antal kopper økologisk kaffe.

Økologisk - bæredygtig - kaffe
Den økologiske kaffe sælges nu med den bredere betegnelse "Bæredygtig kaffe". Kaffen er den samme, men nu er der ingen kontrolproblemer.

Statoils kommunikationsdirektør Per Brinch bekræfter overfor ØkoWeb, at den økologiske kaffe blev opgivet for ikke at belaste tankstationerne med det store ekstraarbejde. Derfor sælges den økologiske kaffe nu under den mere diffuse betegnelse Bæredygtig Kaffe. Kaffen er den samme - men nu slipper man for kontrolproblemer.

Problemerne med kontrol rammer ikke Statoils økologiske morgenbrød, fordi man her har været smart at introducere nogle typer morgenbrød, som ikke samtidig findes i en konventionel udgave.

Morgenbrødet er "Bake Off" hvor færdiglavet brød bages færdigt i ovnen. Morgenbrødet kommer derfor direkte ud af en økologi-mærket pakning og sælges til kunden efter en kort opvarmning. Når brødet ikke kan forveksles med andre produkter, betragtes butikken ikke længere som en forarbejder eller et storkøkken - men blot som forhandler. Dermed slipper man for kontrolarbejdet.

Statiol
Landet over sælger Statoil økologisk morgenbrød - men ikke øko-kaffe

Statoils morgenbrød omfatter blandt andet spandauer, hvor chokoladestykker i cremen adskiller den fra de øvrige spandauer i disken, så den ikke kan forveksles.

Problemerne med morgenbrødet ligner meget det som mange restauranter og storkøkkener har klaget over, når de ville introducere økologisk mad på menukortet. Her skal det enkelte køkken også dokumentere, at mængden af råvarer, som kommer ind i køkkenet, svarer til det antal retter som restauranten faktisk har solgt. Det giver meget papirarbejde, og det holder mange kokke tilbage fra at sætte ø-mærkede retter på menukortet.

Problemet kan løses ved udelukkende at servere økologisk mad. Kun få restauranter og storkøkkener tør dog binde an med den løsning, da det betyder, at alt skal være økologisk - også krydderier og stegeolie.

På samme måde kunne Statoil have løst problemet med kaffen ved at skifte al kaffe ud med økologisk kaffe. Men det mente virksomheden ikke, der var marked for, og derfor valgte man i stedet at fjerne den økologiske mærkning.