Recessionen rammer nu også økologien:
Salget af mælk falder
20. marts 2009 - opdateret d. 24. marts
 
Salget af økologiske varer har indtil videre klaret sig pænt igennem finanskrisen, men nu hvor en egentlig økonomisk krise bevæger sig ind over landet, må også det økologiske salg give efter.

 

Jesper Friis Sørensen
- Jeg tror alle i branchen kan mærke krisen nu, siger Jesper Friis Sørensen.

Arla Foods oplyser, at salget af økologisk mælk nu er i direkte fald. I februar blev der således solgt 5 procent mindre mælk end i tilsvarende måned sidste år. Tallene er markedsdata, som omfatter hele mejeribranchen - og altså ikke kun Arla Foods.

Årsagen til faldet er, at kunderne opsøger de billigere konventionelle varianter.

- Jeg tror alle i branchen kan mærke krisen nu, siger senior director Jesper Friis Sørensen, Arla Foods.

Hårdest ramt på mælkesalget er dog den dyre konventionelle mælk som for eksempel Arla Ekspres, men ifølge Jesper Friis Sørensen er "springet" dermed blevet større for de økologiske forbrugere. Nye økologiske forbrugere vil nu ofte gå direkte fra den billigste mælk til den dyre økologiske mælk. Tilsvarende kan salgsnedgangen for den økologiske mælk aflæses i et øget salg for den billigste mælk. Prisforskellen mellem økologisk og konventionel mælk opleves derfor større i dag end tidligere, hvor den dyrere konventionelle mælk var en slags mellemstation..

Salgsnedgangen blandt de økologiske varianter mærkes tydeligst for Mini-mælken, som er børnefamliernes foretrukne mælk. Ifølge Jesper Friis tegner der sig et billede af, at det er de nyest tilkomne blandt de økologiske forbrugere, som nu springer fra igen.


Selv om det økologiske salg nu falder ændrer det ikke på Arlas strategi. Arla mener stadig, at de økologiske varer tilbyder merværdi og er mere robouste overfor den økonomiske nedtur end mange andre produkter. Billedet er fra Arlas stand på den seneste Biofach.

- Det ser ud som om, det typisk er lavindkomstgrupper blandt børnefamilier og studerende, som nu falder fra, siger Jesper Friis Sørensen.

Han gør dog opmærksom på, at faldet i det økologiske salg er kommet senere end for mange andre produktgrupper, og at det stadig ser ud som om, de økologiske varer er mere robuste overfor den økonomiske recession end mange andre varer. De økologiske varer indgår derfor fortsat i gruppen af varer, som Arla mener kan tilbyde merværdi.

- Den seneste udviking får os ikke til at ændre strategi. Vi mener stadig den er rigtig, understreger Jesper Friis Sørensen.


Selv om Thise endnu ikke har oplevet fald i salget, tør Mogens Poulsen ikke spå om fremtiden. Billedet er fra 2007, hvor han stadig kunne glæde sig over tocifrede vækstrater.

Hans kollega i Thise Mejeri, salgschef Mogens Poulsen, bekræfter at man også her kan mærke den svigtende samfundsøkonomi. Her er væksten svækket, men på trods af, at hele markedet er faldet, er Thise endnu blevet forskånet for direkte fald. Mejeriets salg af drikkemælk er i årets første måneder steget med fire procent i forhold til året før - hvilket dog er langt under tidligere vækstrater. Osten kan dog med 18 procent stadig udvise to-cifrede vækstrater.

- Vi er ydmygt taknemmelige for, at vi trods alt er kommet så godt fra start i en turbolent tid, men vi tør ikke spå om fremtiden, siger Mogens Poulsen, som derfor heller ikke tør udelukke, at Thise kan komme til at opleve fald.
 


Korrektion 24.3.2009. Tidligere skrev ØkoWeb i denne artikel, at det var Arlas salg, som var faldet med 5 procent. Arla gjorde senere opmærksom på, at tallene er eksterne markedsdata, og at faldet derfor omfatter hele branchen. Dette er derfor rettet i artiklen.