Danskere og tyskere kører økologisk fremstød i

Shanghai
 
 

 

 

Biofach Shanghai
Læs også om
Biofach Shanghai




Marian Fischer Boel
Mariann Fischer Boel her med en isvaffel fra Skee Is. Både hun og isen fra Skee Is er repræsenteret i Shanghai i denne måned.

11. maj 2009
Vil kineserne spise dansk økologisk chokolade eller drikke økologisk hyldeblomstsaft? Og er de villige til at betale for at købe dansk økologisk svinekød?

Det spørgsmål vil komme nærmere et svar her i maj, hvor en række danske økologiske virksomheder er med i et fremstød for danske økologiske produkter i Kinas største handelsby Shanghai.

Den 26. maj vil den kinesiske supermarkedskæde City Shop blive præsenteret for danske økologiske produkter. Målet med præsentationen er, at supermarkedskæden vil gennemføre en butiks-kampagne for danske økologiske produkter i efteråret.

Poul Hansen, Søbogård
Poul Hansen fra Søbogård tager selv til Shanghai for at præsentere sine produkter for den kinesiske supermarkedskæde

Præsentationen, som foregår hos den danske generalkonsul, og omfatter bl.a. svinekød fra Friland, saft, spiritus og marmelade fra Søbogård, øl fra Rise Bryggeri, chokolade fra Mølle Skovly, is fra Skee Is, urter og kosttilskud fra Urteteket samt en række forskellige produkter fra Urtekrams store sortiment, heriblandt færdigretter fra Nutana.

Jacob Ærenlund, Den Danske Ambassade i Beijing
Statskonsulent Jacob Ærenlund fra den danske ambassade i Beijing har sat præsentationen af danske produkter i stand

Både Søbogård, Mølle Skovly og Urtekram er personligt repræsenteret i forbindelse med arrangementet. Den danske statskonsulent Jacob Ærenlund fra Beijing står for arrangementet. Også ØkoWeb deltager.

Supermarkedskæden City Shop har mange kunder i høj-pris-segmentet både blandt velhavende kinesere og blandt Shanghais mange udenlandske indbyggere. 80 procent af kædens produkter er importvarer, heriblandt er mange økologiske produkter. Kæden kører jævnligt kampagner for enkelte lande, men det er første gang kæden overvejer at gennemføre en kampagne alene med økologiske produkter.

Det er dog ikke kun Danmark, som i denne måned søger kontakt med de økologiske forbrugere i Kina. Dagen efter den danske præsentation åbner Biofach Shanghai, som blandt andet omfatter en tysk fælles pavillon med ni stande som det første større europæiske fremstød på Biofach i Kina.

Men i næste uge - tirsdag d. 19. maj - åbnes fødevaremessen SIAL Shanghai af den danske landbrugskommissær Mariann Fischer Boel. På den store fødevaremesse har knap 70 virksomheder annonceret, at de sælger økologiske produkter. De fleste er kinesiske virksomheder, men også økologiske virksomheder fra Frankrig, Polen, USA, Sydafrika, Tyrkiet. Sri Lanka, Uruguay, Spanien, Mexico, Japan, Italien er blandt udstillerne.