Det økologiske salg stiger stadig

20. april 2015

Salget af økologisk frugt og kød stiger - mens salget af mælk og æg stagnerer
Salget af økologiske fødevarer steg sidste år med 6 procent. Det viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik, som har opgjort det økologiske salg i supermarkeder og varehuse til at være på 6,2 milliarder kroner i 2014. Ifølge statistikken har økologiske fødevarer nu en markedsandel på 7,6 procent af det samlede salg af fødevarer i supermarkeder og varehuse.

Det er især salget af kød - især svinekød - samt frugt og grøntsager som er steget. Salget af svinekød er i 2014 opgjort til 82 millioner kroner - en stigning på over 35 procent i forhold til året før. Det skal endda ses i lyset af, at salget af økologisk svinekød året før steg med over 18 procent.

Tilsvarende steg salget af frugt med 19 procent i 2014. Salget af bananer udgjorde således 106 millioner kroner, mens salget af appelsiner, citroner og andre citrusfrugter var på over 128 millioner kroner.

Da fødevarepriserne generelt faldt i 2014 er den relative vækst endda lidt højere end tallene viser. Tager man hensyn til det generelle prisfald, er salget af frugt således steget med 21 procent - mod den faktuelle stigning på 19 procent.

Salget af økologisk mælk, æg og havregryn stagnerer
Mælkeprodukter og æg udgør stadig en meget stor del af det økologiske salg. Gruppen står for en samlet omsætning på 2,142 milliarder kroner - svarende til 35 procent af det samlede økologiske salg. Det er dog bemærkelsesværdigt, at salget af både økologisk mælk og æg tilsyneladende har fulgt med ned i det generelle prisfald for fødevarer. Salget af økologiske æg er således faldet med omkring 1,5 procent til nu 437 millioner kroner. Samlet er varegruppen af mælkeprodukter og æg faldet med omkring en halv procent i forhold til året før.

Lidt værre står det til for en anden af de store varegrupper - økologisk havregryn - som ser ud til at have nået en foreløbig top i salget. Salget af "Gryn, cornflakes mysli o.lign." faldt således med intet mindre en 6 procent til en samlet omsætning på 201 millioner kroner.

Indenfor kød står fersk og frossen okse- og kalvekød stadig for den største del af salget - 169 millioner kroner, skarpt forfulgt af pålæg, som sidste år havde en omsætning på 153 millioner kroner. Samlet blev der solgt økologiske kødprodukter for godt en halv milliard kroner - 508 millioner kroner - lidt mindre end omsætningen af frugt, som udgjorde 557 millioner kroner.

Læs også: Det økologiske areal falder