Da Brugsen alligevel så småt begyndte at efterspørge flere økologiske produkter, begyndte vi også for alvor at forholde os til det. Det var dog fortsat uhyre svært at forudse, om det var noget, der skulle investeres i, eller om det var et modefænomen, der var ovre om kort tid.

Lige fra den beskedne start var det samtidig et nærmest ustyrligt markedsområde.

Forbrugerne ville ifølge meningsmålinger gerne støtte den økologiske tanke om at dyrke jorden mere miljørigtigt. Men der var i praksis tydelige grænser for, hvor meget de ville betale for det. Første udfordring var derfor at finde det rette prisniveau.

Første spørgsmål var i den proces, hvor høj en merpris landmanden skulle have, fordi det nu engang er omkostningskrævende at dyrke jorden uden sprøjtemidler og kunstgødning og at behandle køerne anderledes end normalt. Hvor meget skulle en økologisk andelshaver derfor have i tillæg for sin økologiske mælk for at være nogenlunde økonomisk ligestillet med sin traditionelt producerende kollega? Det var et uhyre vigtigt spørgsmål, da man i et andelsselskab ikke gennem længere tid kan leve med, at den ene mælkeproducent skal "betale" til den anden.

Selv de mest idealistiske økologiske mælkeproducenter holdt sig imidlertid ikke tilbage, når de skulle forklare os, hvor meget de nødvendigvis skulle have for mælken. I lang tid holdt de således fast på, at de skulle have en merpris på 40 pct., for at det kunne løbe rundt. Det viste sig senere at kunne gøres langt billigere.

Næste spørgsmål var, hvor meget den økologisk bevidste forbruger i givet fald var villig til at betale ekstra for økologien. Hvis man spurgte forbrugerne, om de ville købe økologisk, hvis prisen var 40 pct. højere end traditionel mælk, sagde en stor del ja. Men når varerne stod på hylden, var interessen kølnet en del.

Problemet med at prissætte den økologiske mælk kan måske lyde banalt. Udfordringen er imidlertid, at mejeriet nødvendigvis skal indgå en ganske lang kontrakt med mælkeproducenten for med rimelighed at kunne forlange, at han skulle bruge halvandet år på at omstille produktionen. Principielt skal både han og selskabet altså kunne forudse markedet adskillige år frem i tiden, og vel at mærke med starttidspunkt halvandet år frem i tiden. Lykkes det ikke, og opgiver andelshaveren sin økologiske produktion, skulle han oven i købet betale omstillingstilskuddet tilbage til staten.

Det har da også i alle årene været kendetegnende for den økologiske produktion, at det har været nærmest umuligt at få udbud og efterspørgsel til at gå op. I langt de fleste perioder har der været produceret for meget økologisk mælk på gårdene i forhold til den mængde, der kunne afsættes. Kun en enkelt gang har der for alvor været for lidt. Men de halvandet år, hvor det var tilfældet, kom i vid udstrækning til at svie til selskabet i mange år frem i tiden.

Spørgsmålet om, hvor meget prisen betød for forbrugerens lyst til at købe produktet, blev snart besvaret.

Godt hjulpet af økonomiske tilbud fra MD, tog SuperBrugsen nemlig konsekvensen og satte i eftersommeren 1993 prisen på økologisk mælk ned. Vi havde økologisk mælk nok. Vi kunne derfor lige så godt forsøge at skubbe til udviklingen, så vi på sigt havde en mulighed for at afsætte mere af den mælk, MD årligt betalte overpris for hos de økologiske andelshavere.

Det var samtidig en af de få gange, en detailhandelskæde tog et økonomisk medansvar for den økologiske udvikling.

For at få den nye nedsatte forbrugerpris til at harmonere bedre med landmandens økotillæg, så MD Foods sig samtidig nødsaget til at begynde at opsige de indgåede økologiske kontrakter med henblik på genforhandling af prisen.

1. oktober 1993 fik alle de godt 90 økologiske mælkeproducenter derfor besked om, at deres kontrakter ikke ville blive forlænget ved udløb. Opsigelsesfristerne var, afhængig af indgåelsestidspunktet, på mellem et og fire år, og årsagen til opsigelserne blev officielt angivet at være, at MD Foods ikke længere passivt kunne se på, at de øvrige andelshavere hvert år afleverede 17 mio. kr. i hænderne på de økologiske mælkeproducenter.

Salget steg i løbet af de kommende måneder med omkring 30-40 pct., hvilket var mere end forventet og nok til at give

produktionsproblemer på Sjælland, der snart måtte til at hente noget af den overskydende økologiske mælk fra Jylland. Men fortsat var det ikke nok til at give Hjemmemarkedsdivisionen sved på panden. Den kunne således konstatere, at MD i det foregående år havde haft kontrakt på at få leveret 30 mio. kg økologisk mælk fra andelshaverne, men kun havde kunnet sælge de 10 som økologisk.

Udspillet til genforhandling af kontrakterne blev bestemt ikke modtaget med glæde, og et besværligt forhandlingsforløb, der strakte sig stort set gennem hele 1994, begyndte.

Fremgangen for det økologiske salg i SuperBrugsen fortsatte imidlertid. I februar oplevede man således endnu en salgsmæssig rekorduge.

Det var tal, der tiltrak opmærksomhed. Økologisk mælk begyndte at blive interessant også for andre butikker, og flere konkurrerende kæder begyndte så småt at følge efter.

Økologi var på flere måder ved at komme på mode. En undersøgelse, der angiveligt skulle vise, at mænd, der spiste økologisk, havde bedre sædkvalitet, kunne således straks afspejles i salgstallene.

Næste side