ØkoWeb DK
MÅNEDSMAGASINET
Øvrige nyheder
11. oktober 1996
LØJ afviser de fleste nye stoffer på EU-liste Ostehandlere må gøre en aktiv indsats
Helt hen i vejret af tillade kunstgødning og pesticider, siger Henrik Kloppenborg

Af Gustav Bech Jensen
Et foreløbigt EU-dokument med forslag til langt over hundrede nye hjælpestoffer, der skal optages på en kommende positiv-liste for økologisk landbrugsproduktion, vækker forargelse hos økologerne.
- Man vil tilsyneladende tillade både visse pesticider og kunstgødning. Jeg fatter ikke en brik, siger Henrik Kloppenborg, formand for Landsforeningen Økologisk Jordbrug.
Han kalder forslaget for "helt hen i vejret".
Kun syv af de i alt 111 hjælpestoffer, som er foreslået til positiv-listen, får grønt lys fra LØJ, og 17 andre kan godkendes under visse forudsætninger.
Nye stoffer skal ifølge foreningen opfylde to krav for at blive godkendt:
De skal være harmløse og samtidig være nødvendige af hensyn til produktionen.
Inven ved, hvorfra alle de famøse forslag stammer. Men alene Frankrig står bag mere end 70, og Holland tegner sig også for en pæn del.
Det Økologiske Jorbrugsråd mener, at de økologiske regler fortsat skal være yderst restriktive og har derfor afvist forslaget i sin nuværende form.

Tilbage til overskrifterne



Ostehandlere må gøre en aktiv indsats

Ny håndbog for ostehandlere giver gode råd om salg af økologiske oste

Af Gustav Bech Jensen
Hvis man vil sælge økologiske oste, må man også gøre en aktiv indsats for det. Økologien er kommet for at blive, og ostehandleren bør være taknemmelig for, at kundernes opmærksomhed med økologiske varer rettes mod kvalitet og produktegenskaber.
Sådan lyder i korte træk beskeden til landets ostehandlere i en ny håndbog fra Ostehandlerforeningen i Danmark, der fortæller om økologi og økologisk osteproduktion.
- Markedet er i vækst, og ostehandlerne har ikke råd til at miste økologiske markedsandele, hedder det i håndbogen, der kommer med fem gode råd til, hvordan ostehandleren kan profilere de økologiske oste i butikken:
- Ved at samle de økologiske produkter i salgsdisken/vinduet m.m.
- Ved at skabe blikfang og søge at vække kundernes nysgerrighed.
- Via profilering på facade-siden.
- Via demonstrationer (i samarbejde med de økologiske mejerier).
- Via konkurrencer eller andre kundeaktiviteter.
De økologiske oste har i dag under to procent af markedet, og meromkostningerne ved at producere øko-ost er ifølge håndbogen ca. 25 procent.

Et flertal af forbrugere vil købe økologisk
En undersøgelse, som Ostehandlerforeningen gennemførte i forbindelse med håndbogen, viser, at 89 procent af forbrugerne er overbeviste om, at økologiske produkter er sundere end andre. 81 procent af forbrugerne angiver "et ønske om at få rene råvarer" som den vigtigste grund til at købe økologisk. 76 procent mener, at "hensynet til miljøet" vejer tungest, og 66 procent køber økologisk af "hensyn til dyrenes velfærd".
Undersøgelsen blev gennemført i juni, hvor 210 kunder i ostebutikkerne udfyldte et spørgeskema.

Tilbage til overskrifterne