Nyheder fra ØkoWeb Danmark
Hvis du vil se de nyeste nyheder Klik her

Fredag d. 31. januar 1997 - kl. 12.05

ØkoWeb'ens redaktion er lukket indtil mandag d. 10. februar. Derfor kan du tidligst vente nye opdateringer i uge 7. Men du kan naturligvis fortsat surfe rundt i det økologiske cyberspace.

Lukningen betyder, at NetAvisen Økologisk Jordbrug ikke udkommer i uge 6. Desuden vil bestillinger af materialer, bøger m.v. ikke blive ekspederet før i uge 7.

Vi benytter pausen til at gøre opmærksom på lidt teknisk drilleri, som har forvirret mange. Flere læsere har undret sig over, at nogle opdateringer manglede - også når de med sikkerhed vidste, at de skulle være der. Det er især et problem med de forholdsvis hyppige opdateringer her på siden.

Årsagen er, at internet-browseren (Netscape eller Explorer) husker siden fra sidste gang, du var inde og læse den samme side. Derfor viser den ikke de nyeste tilføjelser. Problemet kan ofte løses ved at trykke på "RELOAD" (i Netscape) eller "REFRESH" (i Explorer). Så hentes siden igen, og de seneste rettelser kommer frem på skærmen.

Hvis du vil være helt sikker på at få selv de mindste ændringer med, kan det være nødvendigt at tømme "cache". Men det fører vist for vidt at prøve at forklare det her.

Onsdag d. 29. januar 1997 - kl. 22.00

En fejl i et link til NetAvisen Økologisk Jordbrug gjorde, at mange ikke kunne finde de nyheder, som blev lagt på nettet i morges. Det er nu rettet

Onsdag d. 29. januar 1997 - kl. 11.35

Der kører i denne tid en mindre debat om økologisk landbrug på Opasias debatsider. Det er - såvidt vi er orienteret - den første øko-debat på den danske del af World Wide Web.

Onsdag d. 29. januar 1997 - kl. 8.35

NetAvisen Økologisk Jordbrug har sendt en ny udgave ud i Cyberspace. Den fortæller denne gang om, at næsten alle økologiske landmænd har fået udbetalt deres omlægningsstøtte. Kun et halvt hundrede er blevet bedt om yderligere oplysninger, inden udbetalingen. Herudover er omtales blandt andet, at danskernes kartoffelforbrug er faldet stærkt.

Tirsdag d. 28. januar 1997 - kl. 13.55

Plakaten Økologi med Garanti, der ofte bliver brugt i økologiske sammenhænge, kan nu købes via Bestillingsservice. Plakaten er udgivet af Økologisk Landscenter og findes i to udgaver, en grøn og en blå.

Fredag d. 24. januar 1997 - kl. 11.55

IFOAM - den internationale økologiske organisation giver nu større muligheder for at bestille materialer fra hovedkvarteret i Sydtyskland. En række rapporter, standard-regler m.v. kan nu bestilles online. Organisationens liste over kommende arrangementer er også opdateret. Hvis du har planer om at starte en økologisk te-produktion, kan du nu se, at du nok bør overveje at en tur til Calcutta i april. Det er måske også værd at lægge mærke til at IFOAM's handelskonference i år holdes i Oxford til september.

ØkoWeb'ens arrangementskalender er også opdateret, idet Hovborg Landbrugsskole har tilføjet nogle økologiske kurser, blandt andet et kursus i et - pt - meget omtalt emne: Studeproduktion. Mange mener, at denne form for produktion kan sikre forbrugerne det økologiske kvalitetsoksekød, som der er mangel på.

Torsdag d. 23. januar 1997 - kl. 12.20

Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis (Økonet) har udsendt en pressemeddelelse op til sit årsmøde i weekenden. Det er faktisk et stort arrangement. Arrangørerne venter 160 økologisk interesserede deltagere. Arrangementet findes i arrangementskalenderen, hvorfra der også er link til weekendens program.

Onsdag d. 22. januar 1997

Jørn Ussing Larsen fra Bageriet Aurion var blandt modtagerne af årets Guldplante, der blev uddelt på Københavns Rådhus, fredag. Det oplyser den uges udgave af NetAvisen Økologisk Jordbrug som blandt de øvrige nyheder også oplyser om, at en økolog fik Antonius-prisen samt, at Dansk Supermarked og FDB skælder ud på de økologiske landmænd.

Mandag d. 20. januar 1997

I/S ØkoAnalyse har lagt dele af E-nummer Guiden om tilsætningsstoffer, hvis 2. udgave udkom i august 1996, på nettet. Alle de tilsætningsstoffer, der er godkendt til økologiske produkter findes nu i en speciel E-nummer miniguide

Dermed findes der to lister over økologiske tilsætningsstoffer. Den anden er udformet af Økologisk Landscenter og trykte eksemplarer kan bestilles gratis via Bestillingservice.

De to lister er ikke ens. Landscentret giver en kort beskrivelse af hvert stof, hvor det stammer fra og hvad det bruges til. I/S ØkoAnalyse giver herudover sundhedsmæsige vurderinger af hvert stof baseret på uafhængig ekspertise, men altid med klar reference. De sundhedsmæssige vurderinger er ikke altid identiske med myndighedernes.

Onsdag d. 15. januar 1997

NetAvisen Økologisk Jordbrug skriver i denne uge om, at salget af økologisk hundefoder fortsat hæmmes af, at det ikke må mærkes med Ø-mærket. Desuden skriver avisen, at De Danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug nu støtter LØJ i arbejdet for at få skærpet gødningskravene i økologisk jordbrug. NetAvisen har også adskillige artikler om den forsatte udvikling i gen-splejsnings-sagen.

Tirsdag d. 14. januar 1997

Noteringerne på økologiske landbrugs-produkter er opdateret.

Miljøjournalisternes hjemmeside er rettet. Blandt andet er foreningens tidligere formand Poul Henrik Harritz nu helt slettet af siden. Han er - som mange vil vide - istedet blevet formand for Danmarks Naturfredningsforening. Derfor har foreningen også fået ny e-mail-adresse.

Fredag d. 10. januar 1997

Så er det sket: Den Økologiske Have i Odder er kommet på nettet. Du kan gå tur i haven med billeder fra de vigtigste steder, og du kan få oplysninger om åbningstider og havens forskellige aktiviteter. Du kan gå til haven via Landsforeningen Praktisk Økologi, men i løbet af kort tid, vil der blive oprettet en menu fra Vejviseren med link til væsentlige besøgssteder. Her vil haven naturligvis kunne findes.

Torsdag d. 9. januar 1997

ØKO-NET holder årsmøde i denne måned. Det kan du læse om i det seneste nummer af netværkets blad, der netop er kommet på nettet. Julens travlhed og tekniske problemer har forsinket det noget, men du kan stadig nå at tilmelde dig årsmødet, som der også er link til fra Arrangementslisten. Landsforeningen Praktisk Økologi har en lang række bøger og andre materialer, som kan bestilles på foreningens sekretariat. Nu kan du sende din bestilling direkte via Bestillingsservice. Iøvrigt vil du i løbet af kort tid kunne se Den Økologiske Have på nettet med billeder og kort over haven.

Onsdag d. 8. januar 1997

Harmonie-produkterne udvides nu med en særlig børneost..

Som et forsøg prøver ØkoWeb'en at bringe nyhederne på hovedmenuen. Har du kommentarer til udformningen er du velkommen til at skrive til redaktionen. Bemærk, at den ny udforming kun kan læses af brugere, der har et browser-program som kan læse "rammer" (frames).
Foderstofbranchen kan love økologiske landmænd, at levere foder uden gensplejset indhold. Det skriver NetAvisen Økologisk Jordbrug i årets første udgave. Avisen oplyser også, at fødevareminister Henrik Dam Kristensen afviser, at Ø-mærket kan komme i konflikt med WTO's regler om handelshindringer.

Vil du vide, hvad der er sket endnu tidligere? Så klik her